Nyheder24.dk
Forside Udland Advarslerne vælter ind: Men Donald Trump vil fortsætte med fuld...

Advarslerne vælter ind: Men Donald Trump vil fortsætte med fuld fart

Donald Trump svarar på frågor till journalister utanför
1 Andrew Thomas 1 / Shutterstock

Mens alt fra konger til eksperter maner til besindighed, er den amerikanske præsident klar til at gå i en helt anden retning.

De amerikanske myndigheder bør ikke lægge hindringer i vejen for kunstig intelligens, lyder det fra Donald Trump. I stedet bør de arbejde for at understøtte den branche, der udvikler teknologien.

I samme ombæring løfter præsidenten også sløret for to helt nye tiltag: en amerikansk ‘AI-styrke’ (AI Force) samt udpegningen af en såkaldt ‘AI-zar’.

Lover beskyttelse af branchen

Hans formål med dette er tilsyneladende, at staten skal værne om udviklingen frem for at bremse den, samtidig med at eksisterende lovgivning kan gribe ind over for misbrug.

“Vi vil dog også være på udkig efter det dårlige, og det kan vi meget let gøre med vores allerede eksisterende straffe- og civilretslige system,” skriver Trump ifølge Ritzau i et opslag på Truth Social.

Ifølge den amerikanske præsident kan teknologien sidestilles med industrialiseringen og internettets gennembrud, men han er samtidig af den opfattelse, at gennemslaget bliver langt kraftigere end ved de tidligere omvæltninger.

Han anslår, at kunstig intelligens på sigt kan ende med at udgøre helt op mod en fjerdedel af den amerikanske økonomi.

Konge advarer om kontroltab

Opbakningen fra Trump sker på et tidspunkt, hvor en række førende fagfolk har peget på op til flere alvorlige samfundsmæssige farer ved systemer, der kan agere selvstændigt.

Torsdag blev der også delt en tilsvarende advarsel fra kong Charles, der holdt en tale ved en konference om AI-sikkerhed i Skotland, hvor blandt andre Nvidia, Google, OpenAI og Anthropic var repræsenteret.

“De af os, der værdsætter vores menneskelighed og dens afgørende moralske påvirkning i verden, efterspørger med bekymring jeres forsikring om, at vi ikke mister kontrollen over vores skæbne,” sagde han.

Flere større selskaber har på det seneste indrømmet, at deres AI-agenter på eget initiativ har formået at slippe ud af lukkede testmiljøer og i denne forbindelse har skaffet sig adgang til andre systemer.

Senest har det været tilfældet for Google-modellen Gemini, der tilbage i maj fik adgang direkte til nettet og brød ind hos andre virksomheder under en afprøvning af dens evner inden for cybersikkerhed.

Både Meta, Anthropic og OpenAI har tidligere berettet om, at de har oplevet lignende episoder.

Ads by MGDK