Et opkald til alarmcentralen, der tilsyneladende handlede om at bestille en pizza, var i virkeligheden fra en kvinde i akut behov for hjælp.
Heldigvis var operatøren hurtigt i stand til at regne ud, at det ikke blot var en kvinde, der ville bestille en pizza og havde fået forkert nummer.
Metropolitan Police delte lydoptagelsen af opkaldet på sociale medier, hvor en skuespiller gengiver kvindens ord, skriver det britiske medie BBC.
Operatøren, som ikke er navngivet, stillede sine spørgsmål, så kvinden kunne svare med korte 'ja'- eller 'nej'-svar. Hun instruerede også kvinden i at sige 'pepperoni', hvis hun selv var i fare, og 'ost', hvis hendes børn var i fare.
Operatøren sendte en politibil ud til adressen og afsluttede opkaldet hurtigt, så dets længde ikke ville vække mistanke hos nogen i hjemmet.
Metropolitan Police har også benyttet muligheden til at dele en række råd om, hvordan man foretager et lydløst opkald til alarmcentralen.
"Hvis du er i fare, så ring 999 og prøv at tale med operatøren - selv hvis det kun er hvisken. Du kan også blive bedt om at hoste eller trykke på telefonens taster for at besvare spørgsmål," lød det fra dem.
Hvis opkaldet foretages fra en mobiltelefon, og du ikke kan tale, vil tryk på 55 sende opkaldet videre til politiet, som normalt kan spore din placering. Fra en fastnettelefon vil operatøren overføre opkaldet til politiet, hvis der kun høres baggrundsstøj.
Det er ikke første gang, at en kvinde har forsøgt sig med at bestille en pizza fra alarmcentralen.
Det er også sket tidligere i USA, hvor det heldigvis også var en hurtigt opfattende operatør, der tog imod opkaldet, da hun fik sendt politi ud til hjemmet med det samme.