Aldi-kunder har undret sig over, hvorfor personalet fra discountkæden skynder sig så meget med at scanne varer ind, når de sidder ved kassen.
Nu har en tidligere Aldi-medarbejder delt sandheden om det overraskende tempo i kædens kasser og afsløret, hvorfor de engelske medarbejdere skynder sig så meget.
Det skriver det britiske medie The Mirror.
Hver Aldi-butik har sine egne mål, og for en tidligere medarbejder, som mediet The Mirror har talt med, var målet at scanne en vare hvert sekund.
Kassemedarbejderne bliver målt fra de scanner den første vare, til kunden betaler.
Aldi har en klar ambition om at få kunderne gennem kassen så hurtigt som muligt, og kunder opfordres faktisk til at pakke deres indkøb området overfor kasserne af samme grund.
Konsekvenserne for kassemedarbejdere, der ikke når deres mål, kan være alvorlige. De kan blive sendt til træning eller i værste fald miste deres job.
Mens nogle kunder kan føle, at tempoet er for højt og ønsker mere hensyntagen til særlige behov, mener andre, at Aldi bør finde en balance mellem effektivitet og kundeservice.
"Der findes mennesker med handicap og pensionister med helbreds- og mobilitetsproblemer”, lød det fra en kunde.
Ikke desto mindre har nogle kunder fundet ud af, at en simpel anmodning til kassemedarbejderne om at sætte farten ned kan resultere i en mere behagelig indkøbsoplevelse.
“Et pro tip til når vi er for hurtige, er simpelthen at bede os om at sætte farten ned. Jeg blev bedt af nogle mennesker om at sætte farten, og det var jeg glad for, fordi kundens oplevelse selvfølgelig prioriteres frem for effektivitet”, siger en anonym medarbejder ifølge The Mirror.