Renovering af hjemmet kan byde på lidt af hvert.
Den kan enten gå akkurat som planlagt, men det hænder også indimellem, at man bliver vidne til noget, som giver anledning til sved på panden.
Sådan en situation havnede norske Anne Lise Korsnes i, da hun skulle købe nyt køkken til sin mor hos IKEA.
Det fortæller hun til TV 2 Norge.
Skulle være klar til jul
Sagen starter helt tilbage i 2023, hvor Anne Lise hjalp sin døve mor, Ann Karin Johansen, med at bestille køkkenet, der skulle gøre hendes hjem klar til at huse familien til jul.
Trods klare løfter fra leverandøren Montera om en færdig montering inden højtiden, endte forløbet i kaos med fejlmonteringer, manglende dele og gentagne forsinkelser.
Processen begyndte i oktober, og kort efter gik monteringen i gang, men arbejdet blev aldrig færdiggjort.
"Det var fuldstændig kaos," fortæller Anne Lise, der efterfølgende opdagede skæve skuffer, løse skabe og andre fejl. Moderen måtte opgive at fejre jul i sit eget hjem og rejste til Nordnorge, mens frustrationerne over køkkenkaosset steg.
Varede over et halvt år
Forløbet trak ud langt ind i 2024, hvor kommunikationen mellem Anne Lise og Montera ofte var mangelfuld.
Først i juni blev størstedelen af køkkenet færdigmonteret, men stadig med enkelte fejl og mangler.
Den 10. juli udtrykte Anne Lise i et Facebook-opslag sin store utilfredshed med monteringen og forløbet, og her kom Montera med et tilbud om en erstatning på 12.000 norske kroner mod, at et kritisk opslag på sociale medier blev slettet.
Det var 2000 kroner mere, end de hidtil havde tilbudt - men det ville Anne Lise ikke godtage:
"Du køber ikke min tavshed for 2.000 kroner."
Efter næsten et års kamp blev der endelig indgået en aftale, hvor familien modtog en kompensation på 30.000 norske kroner, hvilket svarer til en stor del af regningen.
Både Montera og Ikea har efterfølgende undskyldt forløbet.