Et opsigtsvækkende søgsmål i USA skal afgøre, om Burger King overdriver størrelsen på sine Whopper-burgere i reklamer. 19 kunder fra 13 delstater har lagt sag an mod fastfoodkæden og anklager den for at vise billeder, hvor burgere fremstår betydeligt større, end de er i virkeligheden. Det fortæller DR.
Kernen i sagen er, at reklamebillederne ifølge sagsøgerne præsenterer bøffer, der flyder ud over bollerne og får Whopperen til at virke cirka 35 procent større end den faktiske servering. Ifølge gruppen ser man endda burgere, der tilsyneladende indeholder dobbelt så meget kød som den version, man får på bakken i restauranterne.
Burger King indrømmer, at billederne bliver stylet for at fremstå mere appetitlige, men understreger, at kød og ingredienser er de samme som i de serverede burgere.
Kæden mener, at almindelige forbrugere godt forstår, at reklamer skal præsentere produkterne fra deres bedste side. De kalder anklagerne ubegrundede og insisterer på, at der ikke er tale om vildledning.
Sagen begyndte i marts 2022 som et gruppesøgsmål i Miami. Parterne har siden forsøgt at finde en løsning gennem mægling uden held. Burger King har flere gange forsøgt at få sagen afvist, men en føderal dommer, Roy Altman, har nu besluttet, at sagen skal for retten. Han vurderer, at det er forståeligt, at nogle forbrugere kunne føle sig snydt af billederne.
Domstolen skal nu afgøre, hvor grænsen går mellem almindelig reklamepraksis og bevidst vildledning.