Tusindvis af mennesker er blevet evakueret på grund af naturbrandene på den græske ø Rhodos, heriblandt også danske turister - og utallige hoteller, forretninger og andre bygninger er allerede blevet ødelagt.
På TikTok har en feriegæst, der går under brugernavnet @K_urdo4, delt en video fra det luksuriøse Lindos Imperial Resort and Spa, der ligger ca. 1,5 km. fra det centrale Kiotari på Rhodos.
I videoen ser man først et klip fra pool-området, hvor resortets gæster bader og slikker sol. Herefter viser gæsten et andet klip fra samme område, der nu er dækket af aske som følge af naturbrandene (se hele videoen nederst i artiklen).
Foto: TikTok
På sociale medie skrev hotellet, at de gæster, der stadig havde ejendele på stedet, kunne komme og hente dem. I en udtalelse sagde hotellet også:
"Vores gæsters og personales sikkerhed og velbefindende er vores absolutte prioritet, og vi har taget denne forholdsregel for at sikre alles sikkerhed. Vi vil gerne understrege, at vi er i konstant kommunikation med de lokale myndigheder og nøje overvåger situationen.
Vær forsikret om, at vi træffer alle nødvendige foranstaltninger for at håndtere situationen ansvarligt og sikre en tryg atmosfære for alle. I denne udfordrende tid udtrykker vi vores dybeste taknemmelighed for jeres forståelse og støtte."
Foto: TikTok
Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, udtalte: "Vi er i krig - fuldstændig fokuseret på brandene. I de kommende dage og uger skal vi forblive konstant på vagt."
I går besøgte Mirror den brandhærgede del af øen, som ifølge mediet ligner "en krigszone".
Traumatiserede britere, der fløj tilbage til Storbritannien mandag, fortalte også, hvordan de måtte løbe for deres liv i tre timer. De kunne høre de enorme flammer "knitre" bag dem, før de blev reddet af hæren.