Datter afleverede stil i skolen: Kort tid efter blev hendes mor anholdt

09/2/23 15:00

Nicolai Busekist

Billedet er et arkivfoto, og viser ikke den omtalte pige. (Foto: Shutterstock)
En kvinde blev anholdt af politiet, efter hendes datter havde afleveret en stil i skolen, hvori hun beskrev en uhyggelig episode i familiens hjem.

28-årige Kaydra Johnson blev mandag anholdt af politiet i Tennessee, og sigtet for at have affyret en pistol i sit eget hjem, mens hendes fire børn var til stede. Det skriver Unilad.

Politiet har meldt ud, at de først blev advaret af personale fra skolen Donelson Elementary, som opdagede en stil, der var skrevet af Kaydras datter. I denne stil beskrev hun en episode, der førte til, at hendes mor affyrede pistolen.

"Mor og far kom op at skændes. Mor bad ham om at forlade huset, fordi han røg for meget. Far slog mor i hovedet. Mor sagde: 'Se hvad du har gjort'," skriver hun i sin stil.

"Mor fandt pistolen under sengen. Jeg var i stuen, og mine søstre og bror var på værelset. Mor sigtede pistolen mod far og skød tre gange."

"Kuglerne ramte væggen. Mor bad ham sove i sin bil i indkørslen og ikke komme tilbage, ellers vil hun skyde ham igen."

Efter at have læst den skræmmende stil fra den lille pige, valgte personale fra skolen at henvende sig til børnemyndighederne, som kontaktede politiet.

Da politibetjente kørte ud til familiens hjem, fandt de Kaydra siddende udenfor huset, fordi hun havde været låst ude i omkring en time.

Betjentene fandt ud af, at et 4-årigt og et 1-årigt barn befandt sig i huset. Derfor brød de døren op. Heldigvis viste det sig, at de to børn havde det godt, selvom de havde været spærret inde på egen hånd i en time.

Politiet beslaglagde to pistoler fra hjemmet, hvor der også blev fundet 'flere' skudhuller i væggene i stuen, soveværelset og gangen.

Efter at være blevet anholdt, indrømmede Kaydra, at hun havde affyret mindst to skud mod sin mand. Hun hævdede, at hun kun gjorde det, fordi han trængte ind i hjemmet uden tilladelse, og at han slog hende med sin næve og en støvsuger.

Politiet noterede sig, at hun havde et sår og nogle blå mærker omkring hendes højre øje.

Hun fortalte til betjentene, at tre af hendes fire børn sad på sofaen, da hun skød efter sin mand. Det fjerde barn befandt sig på badeværelset. Hendes mand blev ikke ramt, og slap derfor uskadt fra skudepisoden.

Børnene er midlertidigt blevet fjernet fra Kaydra, og forældremyndigheden for to af dem er blevet overdraget til børnenes bedstemor, mens de to andre befinder sig hos deres tante.

Kaydra er blevet løsladt fra fængslet, men sagen er ikke slut endnu. Hun skal nemlig møde i retten den 23. februar.