En opsigtsvækkende beslutning har skabt overskrifter: Borgerne i den lille by Belcastro i Calabrien er officielt blevet "forbudt" at blive syge.
Selvom dekretet ikke er juridisk bindende, er baggrunden for borgmester Antonio Torchias beslutning alt andet end humoristisk.
Belcastro, en landsby med cirka 1.300 indbyggere, står over for alvorlige problemer med adgangen til sundhedspleje.
Halvdelen af byens befolkning er over 65 år, og det nærmeste hospital ligger 45 kilometer væk ad veje med hastighedsbegrænsninger på blot 30 km/t.
Samtidig er flere nærliggende sundhedscentre lukket.
Borgmesteren forklarer, at forbuddet mod sygdom er et symbolsk opråb.
"Vi er en lille kommune, men borgerne i Belcastro er ikke mindre værd end dem i de store byer. Vi har ret til værdig sundhedspleje," siger han ifølge TV 2.
Provokerer myndighederne
Dekretet, der blev underskrevet den 3. januar, opfordrer byens borgere til at undgå ulykker, rejser og fysisk aktivitet.
Ifølge Torchia skal det opfattes som en provokation rettet mod de regionale myndigheder.
"Kom og bo en uge i vores lille by og prøv at føle jer sikre, velvidende at i tilfælde af en medicinsk nødsituation er det eneste håb at nå til Catanzaro i tide," siger han.
Calabrien er en af Italiens fattigste regioner og kæmper med frafald af læger, lukning af hospitaler og en aldrende befolkning.
Ifølge BBC er 18 hospitaler lukket siden 2009, hvilket har tvunget mange borgere til at søge behandling uden for regionen.
Dekretet vil gælde, indtil det lokale sundhedscenter igen kan tilbyde regelmæssige åbningstider.
Imens håber borgmesteren, at hans drastiske skridt kan sætte fokus på de uacceptable forhold i området.