Marius Borg Høiby, kronprinsesse Mette-Marits ældste søn, befinder sig for tiden i midten af en mediestorm, der slet ikke lader til at lakke mod enden.
27-årige Marius skulle have været afhørt af politiet torsdag morgen i forbindelse med en alvorlig hændelse tidligere på måneden. Afhøringen blev imidlertid aflyst med den begrundelse, at forsvareren ikke kunne dukke op.
Det skriver det norske SE OG HØR.
I stedet skal Marius afhøres i løbet af næste uge.
Sagen startede den 4. August, hvor han blev anholdt efter en episode i en lejlighed i Oslo. Her endte en nat med alkohol, kokain og et ophedet skænderi med, at Marius udøvede vold på sin daværende kæreste og forårsagede skade på hendes lejlighed.
Den slags opførsel passer meget dårligt med det billede, som man normalt forbinder med et royalt liv, og sagen har derfor fået stor opmærksomhed.
Nogle dage efter hændelsen indrømmede Marius åbent sine handlinger og forklarede dem med en baggrund af psykiske lidelser og misbrug.
"Sidste weekend skete der noget, som aldrig skulle være sket. Jeg udøvede legemsfornærmelser og ødelagde genstande i en lejlighed i alkohol- og kokainrus efter et skænderi. Jeg har flere psykiske lidelser, som gør, at jeg gennem hele min opvækst og voksenliv har haft og har udfordringer. Jeg har gennem længere tid haft problemer med misbrug, hvilket jeg tidligere har været i behandling for. Denne behandling vil jeg nu genoptage og tage meget alvorligt," stod der blandt andet i pressemeddelelsen.