Det, der begyndte som en almindelig dag i retsbygningen i Letcher County, endte som en tragedie, da distriktsdommer Kevin Mullins blev skudt og dræbt af sheriffen Shawn M. Stines.
Det skriver AP News.
En ekstraordinær person
Kevin Mullins var kendt som en dommer, der gjorde mere end blot at afsige domme. Han var eksempelvis også dedikeret i arbejdet med at få stofmisbrugere på ret køl. Men alt dette fik sin tragiske afslutning torsdag.
Det skæbnesvangre skyderi fandt sted i retsbygningen i Whitesburg, og ifølge politiet kom episoden efter en ophedet diskussion mellem de to.
Kevin Mullins, som har været en trofast dommer i retsvæsenet i Letcher County i 15 år, blev ramt af flere skud og døde på stedet. Sheriffen, Shawn Stines, overgav sig uden modstand efterfølgende til politiet og blev anklaget for mord af første grad.
Chokbølger gennem samfundet
Skyderiet har sendt chokbølger gennem det lille samfund med blot 1.700 indbyggere. Matt Butler, leder af den lokale anklagemyndighed, har erklæret sig inhabil i efterforskningen på grund af sin tætte relation til Kevin Mullins.
"Vi kender alle hinanden her," udtalte Matt Butler og beskrev, hvordan han og Kevin Mullins er gift med to søstre og dermed har børn, der er fætre og kusiner.
Kentuckys justitsminister Russell Coleman har lovet en grundig efterforskning, mens guvernør Andy Beshear udtrykte sin sorg over den stigende vold i samfundet.