Tankerne ryger straks tilbage til skoletiden med nye blyanter og farvede penalhuse på hylderne.
Den næste bog der udkom i en serie, man bare ikke kunne lægge fra sig og ventetiden foran dørene.
Det faste punkt på gavelisten: Jeg ønsker mig et gavekort til...
Men nu er det slut.
WHSmith, som har været en fast del af britiske hovedgader siden 1792, forsvinder og genopstår under navnet TGJones. Det fortæller The Mirror.
Baggrunden for ændringen er salget til Modella Capital, der også ejer Hobbycraft. Handlen blev aftalt i marts og havde en værdi på cirka 660 millioner kroner.
Med den følger farvel til WHSmith-navnet i alle kædens cirka 480 butikker og for de 5.000 ansatte, der fremover arbejder under TGJones-brandet. Og folk er ikke begejstret.
Vreden ruller ind
Mange kunder har reageret med chok og vrede efter annonceringen.
Efter virksomhedens farvelvideo på sociale medier blev kommentarsporet hurtigt fyldt. Videoen viste WHSmiths 233-årige historie med afslutningen: "Efter 200 år siger vi i dag farvel til vores High Street-forretning."
En bruger skrev: "Ja, du har lige dræbt hele forretningen. Ingen vil gå i TGJones." En anden kommenterede: "Hvem i alverden er TG Jones." Flere rasede over, at navnet virker ligegyldigt og fjerner WHSmiths arv fra gadebilledet.
Butikslukninger og coronakrise
Kæden har kæmpet med økonomien, særligt under pandemien og de seneste års stigende priser. Ni butikker er lukket i byer som Basingstoke og Bolton bare i år.
Alligevel vil WHSmith-navnet overleve i lufthavne og togstationer, hvor brandet fortsat bruges.
Kunderne mindes barndommens shoppingture
For mange briter har WHSmith været en tryghed og et fast holdepunkt. En skrev: "En ny generation vil aldrig opleve følelsen af at bygge et penalhus fra bunden i WHSmith før skolestart."
En anden delte: "Mine forældre mødte hinanden hos WHSmith og har været gift i 30 år."