Vi kender alle til konceptet kontorhunde og hvordan det på arbejdspladsen kan have betydning for miljø, stemning og sundhed. Vi hører dog ikke så meget til kontorkatte, men noget tyder på at en lille skole i Tyrkiet har opdaget glæden ved at have en lille herreløs kat gående i klasselokalet. Mød Tombi, Klassekatten.
Katten Tombi dukkede op første gang i 2018 i en skolegård i byen Izmir og blev hurtigt populær blandt de legende børn. Ulig mange herreløse katte var denne hverken sky eller skræmt over for børn, men venlig og snakkesalig. Den gik konstant ude i gården og ventede på, at børnene kom ud for at lege.
Efter et par uger med leg i skolegården besluttede katten sig for at gå med eleverne inden for, for at deltage i undervisningen. Hvor mange lærere måske havde valgt at sige fra overfor den firbenede distraktion, accepterede klasselæreren dens tilstedeværelse, fordi hun kunne se, hvor glade børnene var for den. I stedet for at gøre børnene ukoncentrerede, oplevede klasselæreren, at kattens nysgerrighed på børnenes bøger og blyanter smittede af på børnene. Deres engagement i klassen steg og deres lyst til at deltage i undervisningen og skolen blev ligeledes større.
“Børnene kommer i skole til tiden og de passer godt på Tombi,” udtaler klasselæreren til mediet The Dodo. “Den er god for dem.”
Det var også godt for Tombi. Katten fik et trygt sted at sove og tilbringe sine dage, den fik mad og vand og en masse nye venner der alle gik op i hans helbred. Klasselæreren tog også katten med til dyrlægen for at få den tjekket og vaccineret.
Alt gik godt med klassekatten indtil der landede en klage fra en forældre til skolens bestyrelse. Det blev derfor besluttet at katten måtte ud.
Hele klassen blev dybt ulykkelig. Og det samme gjorde Tombi.
Uanset hvad de forsøgte af nye forhold for katten, nægtede den at spise og den gad ikke snakke. Klasselæreren skrev derfor en appel til skolen og delte samtidig Tombis historie på de sociale medier, hvor hun mødte stor opbakning. Selv forældrene bag den oprindelige klage skiftede mening. Til sidst gav skolen efter, og Tombi fik lov at vende tilbage.
“Børnene var lykkelige over at Tombi kom tilbage,” fortæller klasselæreren. “Og han var glad for at være tilbage hos dem.” Hun valgte kort tid efter at skrive en bog om katten og den positive effekt den havde haft på hendes elever.
Hun har siden skiftet skole, men da hun rejste, kom Tombi med til den nye klasse, hvor flere eventyr ventede.