Nyheder24.dk
Forside Udland Europæiske politikere slår alarm: Vi skal sikre os mod Trump

Europæiske politikere slår alarm: Vi skal sikre os mod Trump

Donald Trump
Joshua Sukoff / Shutterstock.com

Flere europæiske politikere er enige: Forholdet til USA er fundamentalt forandret – og nu diskuteres konkrete skridt til at sikre sig mod den amerikanske præsident.

Danske medlemmer af Europa-Parlamentet tegner et billede af et transatlantisk forhold, der er under et massivt pres.

Ved en pressebriefing på Christiansborg stod særligt det klart, at Donald Trumps udmeldinger om blandt andet Grønland, aggressive toldsatser og Europa som en civilisation i forfald har sat dybe spor i det politiske samarbejde.

“Forholdet til USA er noget anspændt,” konstaterede Konservatives Niels Flemming Hansen kortfattet ifølge B.T.

Værn mod Trump

Et centralt tema var behovet for at gøre europæiske aftaler robuste over for den amerikanske præsidents skiftende holdninger.

Radikale Venstres Sigrid Friis formulerede det direkte som, at aftalerne med USA skal indrettes, så de ikke falder til jorden, blot fordi præsidenten pludselig skifter kurs.

SF’s Kira Marie Peter-Hansen kom desuden med et forslag til en meget konkret løftestang.

Ifølge hende rummer den handelsaftale, der blev indgået med EU sidste sommer, en mulighed for at lægge pres på Washington, for hvis der skulle komme yderligere territoriale trusler, kan EU vælge at suspendere aftalen.

Europæisk forsvar og digital uafhængighed

Spørgsmålet om Europas evne til at forsvare sig selv uden amerikansk hjælp er også noget, der fyldte en del.

Trumps gentagne kritik af Nato-allierede har skabt en stor tvivl om, hvorvidt USA vil overholde musketereden, og det har gjort europæisk forsvarskapacitet til et mere presserende emne.

Venstres Morten Løkkegaard understregede bl.a. behovet for at genopbygge Europas militære kapacitet. Enhedslistens Per Clausen gik skridtet videre og betegnede fuld uafhængighed af USA som et kernespørgsmål – ikke kun militært, men på alle punkter.

Socialdemokraternes Christel Schaldemose lagde vægt på den digitale dimension og fremhævede behovet for europæiske alternativer til amerikanske tjenester og kunstig intelligens.

Blandt de fremmødte parlamentarikere var der generelt bred enighed om, at Europa ikke længere kan tage det amerikanske engagement for givet.

Ads by MGDK