Seks feriegæster er enten blevet meldt døde eller savnede inden for ni dage, mens den usædvanlige varme ruller ind over landet.
Det skriver det The Guardian.
"Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine mange år i politiet," udtaler en græsk betjent på ferieøen Syros.
“Men vi må huske, at dette er den varmeste juni nogensinde, og alle disse mennesker har valgt at tage ud og vandre. Vi kan ikke anholde folk for at gå en tur, og vi kan ikke tvinge dem til at blive indendørs, men vi kan håbe, at turisterne bruger deres sunde fornuft i denne ekstreme varme, mens de er på ferie," fortsætter betjenten.
Politiet på øerne har intensiveret eftersøgningerne af tre savnede turister. Disse inkluderer to franske kvinder og en amerikansk mand, der forsvandt sidste uge på Kyklade-øerne Sikinos og Amorgos.
Med sporhunde, helikoptere og droner i aktion har redningsholdene været ude på det hårde terræn, hvor de savnede måske er faret vild.
"Vi har søgt hele morgenen," siger Vassilis Marakis, borgmester på Sikinos. "Frivillige fra Santorini, brandmænd og politiet med en specialtrænet hund har alle ledt, men terrænet er svært. Indsatsen er stor, men vi har desværre stadig ikke fundet dem."
Alle ser ud til at have begivet sig ud på vandreture i den ekstreme varme. Britiske Michael Mosley blev fundet fem dage efter at være blevet meldt savnet af sin kone. Han menes at være død inden for få timer efter at have taget en forkert rute under en gåtur.
Lørdag lokaliserede en drone liget af en 74-årig hollandsk mand i en kløft på Samos, tæt på den tyrkiske kyst. Han var forsvundet under en vandretur i varmen.
Samme weekend blev en 70-årig amerikansk turist fundet død på en afsides strand på Mathraki, vest for Korfu, efter at være blevet meldt savnet torsdag.
På Amorgos fortsætter eftersøgningen efter en pensioneret Los Angeles politibetjent, Albert Calibet. Han forsvandt på en vandretur, hvor temperaturerne nåede 40 grader.
Bekymringen er derfor stor i Grækenland, da turisterne ofte ikke er tilstrækkeligt informeret om farerne ved at bevæge sig ud i varmen.