Det amerikanske lavprisselskab Spirit Airlines har indført nye retningslinjer for, hvad passagerer må være iført ombord på flyet. De opdaterede regler, der trådte i kraft i sidste uge, gør det klart, at tøj med stødende budskaber eller manglende påklædning i det hele taget kan føre til afvisning ved gaten. Det skriver Business Inside.
Blandt de specifikke forbud er gennemsigtigt tøj og beklædning, der ikke dækker intime kropsdele som bryster og balder. Derudover kan tatoveringer eller tøj med anstødelige motiver også føre til, at en passager nægtes boarding. Desuden bliver det ikke længere tilladt at gå barfodet ombord på flyene.
Strammere regler efter tidligere episoder
Flere amerikanske flyselskaber har tidligere været i medierne for at afvise passagerer på grund af deres påklædning. I nogle tilfælde har rejsende fået besked på at forlade flyet for at have båret leggings, for korte shorts eller manglende bh under en T-shirt.
Mens mange flyselskaber har løse retningslinjer, har Spirit Airlines valgt at præcisere, hvilke krav de stiller til passagerernes fremtoning. Ifølge selskabet skal det forebygge potentielle konflikter, der kan føre til forsinkelser og dermed påvirke driften.
Spirit Airlines kæmper med økonomiske udfordringer
Ændringerne i dresscoden sker samtidig med, at Spirit Airlines befinder sig i økonomiske vanskeligheder. I november sidste år søgte selskabet om konkursbeskyttelse under Chapter 11 og har siden annonceret omfattende spareplaner, der inkluderer salg af fly for 500 millioner dollars samt personalenedskæringer.