God hygiejne omkring fødevarer er intet mindre end essentielt.
En god fødevarehygiejne er meget vigtig, når det drejer sig om tilberedning af fødevarer. Det er dog ikke alle steder, at hygiejnen bliver taget alvorligt nok.
Eftersom især krydskontaminering er blevet en væsentlig årsag til madforgiftning og kan overføre bakterier fra en fødevare til andre fødevarer, er det afgørende at være opmærksom på, hvordan det spredes.
Men er der fødevarer, som man bare helt bør holde sig fra?
Det mener i hvert fald en fødevareforsker med TikTok-brugernavnet @hydroxide, som anbefaler, at man holder sig langt væk fra rå spirer.
Hun beskriver sågar rå spirer som værende en “meget, meget, meget risikabel fødevare”, fordi den udgør en så alarmerende risiko for madforgiftning.
Det skyldes, at det miljø, de dyrkes i, er et ferieparadis uden lige for bakterier.
“Bakterier er som dine bedste venner på forårsferie, de vil gerne et varmt og fugtigt sted hen, og de er tørstige.”
“Spirer dyrkes i det varmeste, mest fugtige, våde miljø, du kan forestille dig, og gæt, hvad bakterier elsker.”
Ifølge en undersøgelse fra Clemson University i North Carolina, USA, kan antallet af mikroorganismer på et spirende frø nå op på 1 milliard inden for tre dage efter spireprocessen.
Spirerne vil desuden kunne sprede bakterier i hele køkkenet.
“Når du håndterer højrisikofødevarer, som indeholder en masse fugt, så kan det også komme på alle dine køkkenredskaber, dine køkkenborde, din vask og mange andre ting.”
Rå spirer kan være forurenet med skadelige bakterier som E. coli, Listeria og Salmonella, som altså kan føre til madforgiftning.