I Danmark er det Lasse Rimmer, der har rollen som 'Stormester' i TV 2-formatet af samme navn.
Hos vore kære naboer i Norge hedder det i stedet 'Kongen befaler', idet stormesteren i stedet er konge, og kongen, han hedder Atle Antonsen – og det gør han igen i den nye sæson.
Det er til trods for, at han trådte af som følge af anklager om racisme, skriver B.T.
Det var derfor overraskende, da Warner Bros. Discovery afslørede det nye 'Kongen befaler'-hold, hvor den 54-årige komiker Atle Antonsen altså var at finde.
Tilbage i november blev det nemlig meldt ud, at han trak sig for at "tage nogle nødvendige runder med sig selv".
Beslutningen traf han kort tid efter anklagerne fra 26-årige norske forfatter Sumaya Jirde Al, der anmeldte 'Stormesteren' for hadefulde ytringer i november.
Retssagen blev først henlagt af statsadvokaten, så anket, hvorefter den siden er blevet henlagt igen af rigsadvokaten.
Det skete, fordi Atle Antonsen både erkendte og beklagede for sine fejl i sit forsøg på at være morsom på bekostning af Sumaya Jirde Als hudfarve.
Her skulle den 54-årige komiker, mens han var på Oslo-baren Bar Boca, have spurgt den 26-årige forfatter, om ikke hun var "for mørkhudet" til at være kommet ind på baren.
Ifølge anklagen skulle Atle Antonsen også have snakket engelsk til Sumaya Jirde Al, samt været aggressiv og bedt hende holde kæft flere gange.
Efter episoden beklagede komikeren også i et opslag på Facebook.