Fortryder kønsskifte: Vil være kvinde igen

11/05/2022

Ida Hansson

Foto: Shutterstock
Den transkønnede mand brugte 6 år på at skifte køn, men det har han i den grad fortrudt. Nu vil han være kvinde igen.

Mest læste i dag

27-årige Alia fra Michigan i USA sprang ud som transkønnet i 2013, da hun var 18 år gammel. 

Her skiftede hun sine stedord til han/ham/hans fremfor hun/hende/hendes, begyndte at klæde sig mere maskulint og begyndte i det hele taget sin lange rejse mod at blive en mand.

"[...] som 18-årig sprang jeg ud, brugte maskuline stedord og klædte mig maskulint," har Alia forklaret. 

I 2015 ændrede Alia som 20-årig navn til Issa og begyndte på sin medicinske forvandling, som blandt andet inkluderede at tage testosteron og få fjernet sine bryster.

"Som 20-årig gennemgik jeg en medicinsk transformation, hvor jeg begyndte på hormoner og skiftede mit officielle navn i august 2015, og så fik jeg en dobbelt mastektomi i 2016," har Alia således forklaret. 

Hvis du som læser undrer dig over, at jeg fortsat omtaler hende som 'Alia' og 'hende/hun', så skyldes det, at Alia faktisk er ved at skifte køn endnu engang. 

Den nu 27-årige Alia følte nemlig ikke, at hendes nye identitet repræsenterede hvem, hun i virkeligheden er, og efter lang tids overvejelse besluttede hun derfor at skifte tilbage til at være kvinde.

I dag bruger hun stedordene hun/hende/hendes igen, men bruger også dem/deres, som intetkønnede personer ofte foretrækker. 

"Jeg fortryder ikke min beslutning om at gennemgå operation eller tage hormoner. Det var en vigtig tid i mit liv [fyldt med] selvopdagelse, der har gjort mig til den, jeg er i dag," har Alia forklaret og uddybet:

"Min familie var neutrale med deres holdninger. De vidste, at jeg var stærk nok til at udsætte mig selv for denne ukendte rejse endnu engang og var stolte af mig, fordi jeg i sandhed var mig selv."

Alia er derfor "stoppet med at tage hormoner" og har fået fjernet en del af sin krops- og ansigtsbehåring med laser. "Jeg har ikke planer om at gøre andet, men jeg forstår, at ting kan ændre sig i fremtiden," har Alia udtalt.

"Mit testosteronniveau faldt voldsomt, men mit østrogenniveau har været det samme. Jeg har kun være væk fra hormoner i ét år, og jeg tog testosteron i næsten syv år. Min krop har bare brug for tid til at tilvænne sig, og vi vil i tide beslutte, om jeg har brug for noget til at booste mit østrogenniveau," har hun desuden forklaret. 

Alia har forklaret, at hun hele tiden har været og fortsat vil være åben omkring sit forløb for at inspirere andre. 

"Jeg føler, at folk, der ikke forstår, vælger ikke at gøre det på grund af ignorance og en mangel på empati. Beslutninger er svære, uanset hvad de er, og jeg håber, at vi alle kan forblive åbensindede for at forstå hvorfor, i stedet for at sprede vores usikkerheder og fordomme," har hun således udtalt og uddybet: 

"Der vil altid være øjeblikke, hvor folk misforstår mig, men jeg kan ikke tillade, at det besejrer mig. Jeg har hjulpet så mange mennesker, som har været i tvivl om deres seksualitet og køn, ved at dele mine oplevelser. Mange mennesker har skrevet til mig i jagten på vejledning, og jeg nyder at give en følelse af tillid til andre."

Anbefalet til dig