Fuldstændig mørke: Elektriciteten forsvandt pludselig i et helt land

Af: Amalie L.

|

20/06/2024

Udland
Genrefoto / foto: Wikimedia Commons
Genrefoto / foto: Wikimedia Commons
Landet blev pludseligt mørkt.

Lige nu læser andre også

En uventet nat uden elektricitet ramte hele Ecuador onsdag aften, da en fejl på elnettet kastede det sydamerikanske land ud i mørke. 

Mere end 18 millioner mennesker oplevede pludseligt, hvordan elektriciteten forsvandt. 

Det skriver Ekstra Bladet.

Roberto Luque, Ecuadors minister for infrastruktur og energi, meldte om den omfattende strømafbrydelse på det sociale medie X.

"Der er en fejl på en transmissionsledning, som har ført til en kædereaktion af afkoblinger, så der er ingen elektricitet på nationalt plan," skrev Roberto Luque klokken 22.51 dansk tid.

I Quito, Ecuadors hovedstad, skabte strømafbrydelsen forvirring. Trafiklysene stoppede pludseligt med at fungere, og byen blev kastet ud i mørke. 

Roberto Luque pegede på manglende vedligehold og investeringer i landets energiinfrastruktur som årsagen til fejlen. 

"Det, som der skete i dag, er bare yderligere tegn på den energikrise, som vi står i," skrev han.

Ecuador har i længere tid kæmpet med en energikrise, erklæret af landets præsident Daniel Noboa i april. 

Landet er stærkt afhængigt af vandkraft, især fra Coca Codo Sinclair-dæmningen, men en vedvarende tørke har skabt betydelige forsyningsproblemer.

Da regnen så endelig kom, bragte den også problemer. I weekenden faldt der så meget nedbør, at flere vandkraftværker måtte lukkes ned. Ulykkeligvis forårsagede den stor mængde regn også et jordskred, som førte til 17 dødsfald og adskillige sårede.

Anbefalet til dig