Gemte 'hemmelig ingrediens' i bryllupsmaden: Fik alvorlige konsekvenser for kvindelig gæst

30/11/22 16:08

Nicolai Busekist

Foto: Politifoto
Det har fået alvorlige konsekvenser for en kvinde, at der var gemt en 'hemmelig ingrediens' i maden ved et bryllup i Florida.

En kvinde, der deltog ved et bryllup i Florida, har nu valgt at sagsøge ejeren af det cateringfirma, der leverede maden, da hun anklager hende for at have serveret mad, der var fyldt med et 'giftigt indhold af marihuana'.

Ifølge retsdokumenter indgivet mandag hævder Virginia Ann Taylor-Svoboda, at hun har fået 'alvorlige, permanente skader', efter at Joycelyn Bryant fra Joycelyn's Southern Kitchen Inc. angiveligt serverede mad med skadelige niveauer af cannabis.

Taylor-Svobodas hævder, at hun ikke anede, at brylluppets mad indeholdt marihuana, hvilket resulterede i, at hun blev ramt af 'marihuanaforgiftning'.

Hun anklager derfor Bryant for uagtsomhed, og har af denne grund valgt at sagsøge hende. Hun kræver mere end 30.000 dollars i erstatning, hvilket svarer til mere end 215.000 danske kroner. Det skriver Yahoo.

"Bryant vidste, eller burde have vidst, at det med rimelighed ville forårsage skader på bryllupsgæster at tillade, at maden, der serveres af Joycelyn's Southern Kitchen, blev fyldt med marihuana," fremgår det af retsdokumenterne.

Den 19. februar endte et bryllup med at forvandle sig til kaos, efter at betjente fra Seminole County Sheriff's Office ankom til stedet, hvor de fandt en gæst, der klagede over at føle sig 'høj'.

En gæst fortalte de fremmødte betjente, at han følte, at han 'havde stoffer i sig', efter kun at have indtaget mad og vin ved brylluppet.

Da betjentene dukkede op, var ambulancereddere allerede i gang med at behandle flere syge gæster, og nogle få gæster blev tilmed kørt på hospitalet.

En kvindelig gæst fortalte efter sigende til politiet, at maden var fyldt med marihuana.

En anden gæst sagde, at han følte sig 'syg og høj', og at han ønskede at rejse anklage mod de personer, der var ansvarlige for muligvis at forgifte hans mad.

Prøver af mad serveret ved brylluppet blev sendt til test på et laboratorium. Resultaterne af disse test viste, at både lasagne og brød testede positiv for THC, som er en aktiv ingrediens i marihuana.

Bryant blev anklaget for overtrædelse af Florida Anti-Tampering Act, levering af marihuana og grov uagtsomhed i april. Bruden står også over for flere anklager, herunder manipulation med mad og levering af marihuana.