Lige nu sidder den australske kvinde Lisa Marie Cunningham på dødsgangen i USA, for at have slået hendes syvårige steddatter ihjel i samarbejde med pigens far, skriver Se og Hør.
Der har siden anholdelsen været stor diskusssion, om hvorvidt Cunningham skal sidde på dødsgangen eller ej. Skulle det blive tilfældet, vil hun blive den første australske kvinde til at blive henrettet i De Forenede Stater.
Anklagerne går på, at Cunningham sammen med hendes mand, den tidligere politibetjent Germayne, slog den syvårige pige Sanaa ihjel i delstaten Arizona i 2017.
Den lille pige døde af blodforgiftning, efter alvorlige skader på hendes hoved og fødder. Der blev fundet mere end 60 ar og over 100 sår og blå mærker på liget.
Forældrene hævder, at den lille pige døde af en lungebetændelse grundet en fejlmedicinering, og nægter sig skyldige i drab.
Sanaa led af skizofreni, og var dagligt medicineret på en stærk dosis antipsykotisk medicin. Storesøsteren Cierra hævder, at det er medicinen der tog livet af hendes lillesøster.
“Vi tror, medicinen har forgiftet hende. Det er forfærdeligt, hvad der er sket med vores familie” udtaler søsteren.
Cierra fortæller at søsteren opførte sig normalt, indtil hun blev seks år. Derefter begyndte hendes mentale helbred at tage et dyk.
“Hun kastede ting efter os og prøvede at gøre os skade. Hun skreg, og mine forældre sad nogle gange oppe hele natten og græd med hende. Det værste var, at hun prøvede at gøre skade på sig selv” lyder forklaringen fra Cierra.
Det lokale politi havde tidligere modtaget to henvendelser om familiens behandling af den syge pige, men begge blev hurtigt lukket. Det var under den tredje efterforskning, at unge Sanaa afgik ved døden.