Den britisk-irske skuespiller Michael Gambon, der er særligt kendt for sin rolle som Albus Dumbledore i 'Harry Potter', er død i en alder af 82 år.
Det skriver en række udenlandske medier, heriblandt Daily Mail.
Ifølge Daily Mail er det hans hustru, Lady Gambon, og søn, Fergus Gambon, der i en erklæring har oplyst om hans dødsfald.
'Vi er knuste over at meddele tabet af Sir Michael Gambon,' står der indledningsvist i erklæringen, som fortsætter:
'Elsket ægtemand og far, Michael døde fredeligt på hospitalet med sin hustru Anne og søn Fergus ved sin side, efter at han havde kæmpet mod lungebetændelse. Michael blev 82 år gammel.'
'Vi beder om, at I respekterer vores privatliv i denne smertefulde tid og takker for jeres beskeder med støtte og kærlighed.'