Det er sikkert ikke gået forbi manges næse, at der i går blev sendt et eksplosivt interview med Harry og Meghan. Det to timer lange interview har allerede trukket overskrifter verden over - og af gode grunde.
Der kom mange sandheder på bordet, blandt andet at Meghan en overgang havde det så svært, at hun ikke havde lyst til at leve længere.
Derudover er det også kommet frem, at der angiveligt skulle have været bekymring om sønnen Archies hudfarve.
Parret fortæller i interviewet at et medlem af kongefamilien har "bekymret" sig omkring, hvordan Archies hudfarve ville blive, dengang Meghan var gravid. Det skriver The Mirror.
"I de måneder, jeg var gravid, havde vi samtalen, om at han ikke kunne få titlen, og bekymringer blev også delt om, hvor mørk hans hud måtte være, når han blev født," fortæller Meghan i interviewet. For sønnen har nemlig heller ikke fået titlen som prins, hvilket ellers er "normal procedure".
De har intet med det at gøre
"Det var akavet. Jeg var lidt chokeret," fortæller Harry omkring situationen om "bekymringen" om sønnens hudfarve. Det viser sig nu, at Harrys bedsteforældre - dronning Elizabeth og prins Philip kan udelukkes som mistænkte, Harry slår nemlig helt fast at de intet har med udtalelserne at gøre. Det har han angiveligt fortalt Oprah Winfrey uden for kameraet, så han sikrede sig, at de to blev udelukket for mistanke. Det skriver Bazaar.
"Han delte ikke vedkommendes identitet med mig, men han ville sikre sig, at jeg vidste, og hvis jeg fik mulighed for at dele det, at det ikke var hans bedstemor og bedstefar, som var en del af denne samtale," lyder det fra Oprah Winfrey.
Meghan taler også varmt om dronningen under interviewet, hvor hun beskriver at dronningen altid kun har været "vidunderlig mod hende".
Du kan se hele interviewet på TV 3 og Viafree i aften kl. 21.00.