Det lyder som en historie fra en amerikansk film med ansigter på forsvundne børn på mælkekartonerne. Denne gang er det dog lidt omvendt, idet bryggeriet Motorworks Brewing-Company fra Bradenton i Florida besluttede sig for at smide billeder af bortløbne hunde på deres øldåser.
Det var netop, hvad der skulle til før Monica Mathis igen så sin elskede hund, der på det tidspunkt havde været væk i tre år.
Hunden Hazel var en af de hunde, som bryggeriet besluttede sig for at pryde deres øldåser med. Planen var, at øllene skulle være med til at skaffe donationer til de lokale dyreinternater og samtidig opfordre det øldrikkende folk til at adoptere en af de herreløse hunde.
Imens var Hazels tidligere ejer flyttet fra Iowa, så sandsynligheden for, at hun pludselig faldt over de aparte øldåser fra Florida langt væk fra hendes nye hjem var ganske ringe, men det skete alligevel.
"Jeg har ingen ide om, hvordan Hazel er endt i Florida," sagde Monica til det lokale medie KSTP. Det melder historien heller ikke noget om, så det er stadig et mysterie, hvordan hunden kunne ende over 2.000 kilometer væk fra det sted, den forsvandt.
Monica tog på dyreinternatet og fremviste billeder af den forsvundne Hazel, hvorefter de to blev genforenet i tide til at kunne fejre Hazels syv års fødselsdag.