Heidi blev chokeret over elregningen: Nu har hun solgt sin bolig

Udland
Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
Prisen på el var skyld i, at Heidi solgte sit hus.

Lige nu læser andre også

I 2022 mærkede danskerne for alvor, hvad høje elpriser kunne gøre ved privatøkonomien.

Den både pludselig og markante stigning førte til, at mange ændrede deres forbrugsvaner, så elregningen ikke fløj til himmels.

Familier sænkede rumtemperaturen, kørte færre vaske og sparede på belysningen, men alligevel var det uundgåeligt at blive påvirket af de rekordhøje elpriser.

I august 2022 nåede prisen på en kilowatttime hele 8,42 kroner herhjemme, hvilket næsten virker urealistisk den dag i dag.

Sidste januar befandt Heidi, som bor i den finske by Hamina, sig i en lignende situation.

Prisen per kilowatttime befandt sig på næsten 2 euro (cirka 15 kroner, red.), og da temperaturerne i Finland nåede helt ned på minus 30 grader på daværende tidspunkt, var Heidi nødsaget til at bruge en del strøm på at holde huset varmt.

Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at holde sit energiforbrug i bund, men alligevel endte det med at blive en dyr vinter.

Sådan skriver det finske medie Yle.

Heidi var blevet skilt kun få måneder forinden, hvorfor hun stod med de store omkostninger helt alene.

Med én indkomst blev de månedlige - og chokerende høje - regninger hurtigt overvældende, hvorfor hun valgte at sætte sit hus til salg:

"Jeg synes, jeg har et godt betalt job, men den månedlige indkomst var ikke nok," fortæller hun.

Flere står i samme problem

Desværre er Heidi ikke den eneste, der har kæmpet en seriøs kamp med de stigende elpriser.

Mediet Yle har modtaget mere end 200 beskeder fra finner, der har delt deres oplevelser med de voldsomme priser.

Mange skriver blandt andet, at de har måttet gå på kompromis med deres levestandard, sælge deres bolig eller noget helt tredje.

Mange af de personer, der har delt deres historier med mediet, føler, at de gjorde alt, hvad de kunne, for at spare på strømmen.

Selvom elpriserne ikke længere er et problem herhjemme, er der ingen, der ved, hvad der sker i morgen.

Anbefalet til dig