"Det burde have været for sent.
Hun var død, og jeg var voksen, men der lå de – ni dagbøger og en ti sider lang liste, hvor min mor havde skrevet alt det, hun fortrød. Og mens jeg bladrede hendes håndskrevne sider igennem, brød noget inde i mig sammen – og op.
Min barndom havde været et minefelt. Jeg lærte tidligt at gemme mig under sengen og holde vejret, når hendes vrede eksploderede. Hun slog, skreg, trak os i håret og tvang os til rengøring midt om natten. Hun råbte, at vi aldrig burde være født. Og hun mente det. Det troede jeg i hvert fald dengang.
Da jeg var 30, insisterede hun på, at vi gik i terapi sammen. Hun ville læse sin bodsliste højt. "Da Leslie var fem, lukkede jeg hende gentagne gange ind i skralderummet og sagde, jeg ikke ville have hende mere," sagde hun. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Alligevel sagde jeg til sidst: "Mor, jeg tilgiver dig." Det var løgn. Men jeg ville gerne tro på det.
Hendes forvandling begyndte med buddhismen. Hun havde planlagt at tage sit eget liv, men endte med at invitere mig med til 100 dages chanting. Jeg var 13. Vi chantede, og lidt efter lidt blev hun blidere. Hun stoppede med stoffer og vold. Hun begyndte at ville os noget godt.
Efter hendes død fandt jeg dagbøgerne. Jeg læste om hendes selvhad, om hvordan hun kæmpede for at forstå, hvad hun havde gjort. Det slog mig hårdt – men det var også dér, jeg begyndte at hele. Hun startede forandringen, og jeg fører den videre.
Hun gav mig det, hun aldrig selv fik: et stop for det onde, der går i arv. Det er det største, hun kunne gøre. Og det største, jeg kan give videre."
Historien er fra Huffington Post. I dag er Leslie forfatter og har udgivet en bog med sine erindringer om, hvordan man overlever traumet efter en barndom med vold.
