IKEA har nu udsendt en officiel undskyldning, efter at have filmet dets personale, når de anvendte toilettet.
Den verdenskendte møbelforhandler har offentliggjort resultaterne af en undersøgelse af brugen af disse overvågningskameraer. I samme ombæring har de gjort det klart, at de er 'oprigtigt kede af' hændelsen.
Ifølge rapporten havde IKEA installeret overvågningskameraer på ti toiletter i et distributionscenter i Peterborough i 2015. Det havde de angiveligt gjort, da de var bekymrede for, hvorvidt ansatte indtog stoffer, mens de var på arbejde.
Undersøgelsen afslørede, at to kameraer blev løsnet fra den position, de skulle være i, og derfor endte med at filme fællesarealerne på to toiletter.
Ligeledes fremgår det også af undersøgelsen, at kameraerne var i brug frem til juni 2017. Det er desuden blevet bekræftet, at de ikke var i brug, da de blev opdaget af personale i september sidste år, hvorefter de blevet fjernet.
IKEA forklarer også, at der ikke er blevet optaget direkte ned i toiletbåsene. Derimod skulle der udelukkende være filmet på, hvad de kalder for 'fællesområderne'.
"I november 2015 blev kameraerne installeret i loftets hulrum over, og i gange udenfor, ti toiletter på tværs af vores distributionscenter i Peterborough," siger en talsmand til LADbible.
"Selvom hensigten dengang var at sikre medarbejderes sundhed og sikkerhed, forstår vi, at det faktum, at kolleger blev filmet ubevidst under disse omstændigheder, vil have givet anledning til reel bekymring, og det beklager vi oprigtigt."
"Installationen skete efter alvorlige bekymringer om brug af stoffer på stedet, som på grund af den type arbejde, der udføres på stedet, kunne have meget alvorlige konsekvenser for vores medarbejderes sikkerhed."
"Kameraerne placeret i hulrummene var kun placeret, for at kunne optage uregelmæssig aktivitet i loftets hulrum. De var ikke beregnet til, og foretog ikke, optagelser i selve toiletbåsene."
"Men som følge af, at loftpladerne blev løsnet, optog to kameraer utilsigtet fællesarealerne på to toiletter i en periode i 2017. Optagelserne blev ikke set på det tidspunkt og blev kun fundet som en del af disse undersøgelser."
"Mens vores politik for brugen af kameraer er blevet opdateret siden 2015, har vi efter denne hændelse omhyggeligt gennemgået og revideret vores politik endnu en gang, for at fastlægge meget strenge kontroller for deres brug."
IKEA fortæller også, at de har videregivet resultaterne af deres undersøgelse til Information Commissioner's Office, der er den britiske pendant til Datatilsynet.