Listen over folk der har formået at bryde ind i Det Hvide Hus i Washington D.C. er forholdsvis kort.
Men det skyldes formentlig også, at hjemmet for den regerende præsident i landet kan sove trygt om natten, i et hjem omringet af hegn, sikkerhedsvagter, bodyguards, lasersensorer og meget mere.
Alligevel kan det amerikanske medie AP News bringe nyheden om, at indbrudsalarmerne ved det næsten fire meter høje hegn foran bygningen gik i fuld gang tirsdag eftermiddag, amerikansk tid.
Det var dog hverken demonstranter, terrorister eller Bjørnebanden de bevæbnede sikkerhedsfolk fandt på den forkerte side af hegnet.
I stedet var det et spædbarn, der ude af forældrenes opsyn, havde klemt sig mellem hegnspælene og kravlet ind på ejendommen. Forældrene til den nysgerrige indbrudsekspert nåede lige præcis ikke at gribe fat i barnet, inden det var ude for rækkevidden.
The U.S. Secret Service Uniformed Division, der står for sikkerheden i Det Hvide Hus, fik kort tid efter genforenet barnet med de bekymrede forældre, der stod og ventede ude i offentligheden på Pennsylvania Avenue.
“Det Hvide Hus’ sikkerhedssystem opfangede et signal, der fik Secret Service-agenterne til at fare ud til området, hvor barnet og forældrene hurtigt efter blev genforenet” fortæller Anthony Guglielmi, der er talsperson for Secret Service.
Selvom hegnet rækker sig op på knap fire meter, er der fortsat 12,7 centimeter mellem mellem hver hegnspæl - plads nok til det lille barn kunne lege indbrudstyv.
Sikkerhedspersonalet fik en venlig men bestemt samtale med forældrene efter genforeningen med barnet, men ikke mere er hændt.
I mellemtiden bør forældrene nok dobbeltsikre kravlegården i hjemmet.