Sommeren er over os, og det betyder, at vi er gået ind i højsæsonen for jordbær.
Men sommerens søde fristelser er ikke uden udfordringer for de norske butikker, hvor jordbærtyveri er blevet et stort problem.
I Coop Prix-butikken i den norske by Koppang har butikschefen, Ruth Sand Røe, oplevet, at kunder fylder ekstra jordbær over i den bakke, de tager med op til kassen - og nu er butikken tvunget til at tage affære.
Sådan skriver TV 2 Norge.
Ruth fortæller, at butikken har været nødt til at sætte sedler op for at informere kunderne om, at det ikke er tilladt at flytte jordbær mellem bakkerne:
“Det stiger dem lidt til hovedet, at norske jordbær er dyre, så de vil måske gerne have mest for pengene,” siger hun til TV 2 Norge.
Problemet opstår, fordi jordbær i norske butikker typisk sælges i forudprissatte bakker - uanset vægten.
I Coop-butikken i Koppang sælges bakkerne med 500 gram jordbær, men ofte ender nogle bakker med at have så lidt som 250 gram tilbage, når kunderne har omrokeret lidt.
Kommunikationsrådgiver, Simen Kjønnås Thorsen, fra Coop forklarer, at man har overvejet at sælge jordbær efter kilopris.
Ingen planer om ændringer
Hos Norgesgruppen, der blandt andet ejer de norske SPAR-butikker, og Rema 1000, har man heller ingen planer om at skifte til kilopris.
Marit Myklestad fra Rema 1000 forklarer, at kunderne fandt kiloprisen uforudsigelig og svær at forstå, da kæden prøvede den af for nogle år siden.
For at imødegå problemet opfordrer Coop kunderne til at kontakte personalet, hvis de støder på bakker, der ser 'forkerte' ud.
"Hvis du synes, at en bakke ser sjusket ud, så bed personalet om hjælp til at tjekke vægten og eventuelt supplere med bær," lyder det fra Simen Kjønnås Thorsen.