Når arven skal deles og boet gøres op, er det tit de gamle malerier, der hænger på væggene, der kan vække flest følelser. Hvem tager hvad, hvad skal smides ud og hvad skal med videre til næste generation. Heldigvis valgte denne italienske familie at gemme netop dette maleri. Det er nemlig ekstremt sjældent og uhyre værdifuldt.
Maleriet af kunstneren Sandro Botticelli, mest kendt for "Venus' fødsel" (billede) og "Foråret", vurderes af de italienske myndigheder til at være mindst 100 millioner euro (ca. 750 millioner kr.) værd. Det blev bestilt til den romersk-katolske kirke i 1470. Maleriet har været registreret som savnet siden 1980'erne, men er nu blevet fundet i et hjem i det sydlige Italien. Det skriver mediet CNN.
Afbildningen af Jomfru Maria og det spæde Jesusbarn blev opdaget i en bolig i byen Gragnano nær Napoli, ifølge Carabinieri Cultural Heritage Protection Unit of Naples. Værket, der måler 58 x 80 centimeter malet i tempera på træ, hang i en kirke i forstaden Santa Maria la Carità nær Napoli siden begyndelsen af 1900-tallet, efter at kirken, det oprindeligt blev givet til, brændte ned.
Efter at kirken blev beskadiget i et jordskælv i 1982, blev maleriet, ifølge en talsmand for det italienske kulturministerium, overdraget af menigheden til en lokal familie ved navn Somma til opbevaring. Han fortalte CNN, at der er en officiel dekret om, at maleriet er betroet dem, og de står derfor ikke over for nogen kriminel efterforskning.
De første år efter, at familien fik ansvaret for maleriet, tjekkede lokale myndigheder dets tilstand og gav råd om, hvor det skulle opbevares, samtidig med at de hjalp med at flytte og rengøre det. Men af en eller anden grund stoppede inspektionerne i 1990'erne, og maleriet blev opført på kulturministeriets liste over savnede værker.
Listen opdateres jævnligt, og denne sommer blev maleriet sporet til Somma-familien, der gennem årene havde udstillet det i deres hjem, udtalte kommandør Massimiliano Croce under præsentationen af fundet.
Efter at have sporet den del af familien, der nu ejede maleriet, samarbejdede politiet med den lokale borgmester, som allerede var opmærksom på Botticellis tilstedeværelse i Somma-hjemmet og hjalp med at lette dets tilbagelevering, sagde Croce.
"Dette er et helt ukendt værk for offentligheden, som nu vil blive udstillet igen takket være statens indgriben. Vi handlede administrativt uden at ty til anklagemyndigheden eller beslaglæggelse, takket være også borgmesterens mægling," sagde Croce.
"Familien fortsætter med at eje titlen til værket, som dog vil blive bevaret på et museum," tilføjede Croce.
Maleriet, der kræver omfattende restaurering, viser Jomfru Maria med blondt hår dækket af et slør, der holder det spæde Jesusbarn på skødet - meget lig andre afbildninger malet af Botticelli. Det menes at være et af mesterens sidste malerier, inden han døde i 1510.