Den 41-årige japaner Shoji Morimoto har et ret usædvanligt arbejde: han bliver betalt for at ledsage mennesker uden at gøre andet.
"Grundlæggende lejer jeg mig selv ud. Mit job er at være, hvor mine kunder ønsker, at jeg skal være, uden at gøre noget særligt," forklarede Morimoto ifølge den spanske avis AS.
"Der er mange øjeblikke, jeg holder af i dette job, som når jeg modtager en forespørgsel, møder en kunde, ledsager en kunde til et ukendt sted eller blot lytter til en historie. Jeg føler mig glad i hvert eneste øjeblik."
Han opkræver mellem 10.000 og 30.000 yen for hver ledsagelse. Over de seneste fire år har han gennemført omkring 4.000 sessioner, der alle varer mellem to og tre timer, og han tjente sidste år cirka 600.000 kroner.
De fleste af hans kunder kontakter ham via det sociale medie X, hvor han har flere hundrede tusinde følgere. Omkring en fjerdedel af hans kunder er faste, og en af dem har hyret ham omkring 270 gange.
Blandt de opgaver, han udfører, er der nogle ret særlige, såsom at ledsage en person, der ville lege i en park, eller vinke farvel til en fremmed med et smil gennem togvinduet.
Dog er han ikke villig til at påtage sig alt. Han har afvist opgaver som at flytte et køleskab, rejse til Cambodja eller anmodninger af seksuel karakter. Men med dette arbejde kan han forsørge sig selv, sin kone og deres barn.
En af hans klienter, Aruna Chida, der er en 27-årig dataanalytiker, hyrede ham for nogle år siden for at sludre, mens de drak te og spiste kage. Hun var iført en traditionel indisk kjole, som hun gerne ville bruge offentligt, men var bekymret for, at hendes veninder ville finde det pinligt. Derfor valgte hun Morimotos selskab.
Ifølge Reuters arbejdede Morimoto tidligere på et forlag, hvor han ofte blev kritiseret for ikke at udføre sit arbejde og bruge lang tid på ingenting. Derfor besluttede han at udnytte sin evne til at 'gøre ingenting' og samtidig tjene penge på det.
"Folk har en tendens til at mene, at mit 'ikke at gøre noget' er værdifuldt, fordi det er nyttigt for andre... Men i virkeligheden er det okay ikke at gøre noget. Mennesker behøver ikke at være nyttige på nogen specifik måde," udtalte han.