Det var i januar 2024, at krydstogtskibet Carnival Sunrise netop havde forladt havnen i Miami med kurs mod Jamaica, da rederiet modtog en anonym e-mail.
Beskeden lød kort og alarmerende: ”Hey, jeg tror, nogen har en bombe på jeres Sunrise-krydstogtsskib.” Med ét blev skibets tur til Caribien sat på pause, og både den amerikanske og jamaicanske kystvagt blev sat i beredskab. Det fortæller Odditycentral.
Over 1.000 kahytter blev gennemsøgt, og rejsen blev forsinket i flere timer. Sikkerhedsindsatsen, der blev sat i værk, var både omfattende og ressourcekrævende. Heldigvis viste truslen sig at være falsk, men den unge mand bag beskeden stod ikke til at undslippe konsekvenserne.
Myndighederne sporede hurtigt e-mailen til Joshua Darrell Lowe II fra byen Bailey i Michigan. Han erkendte, at han havde sendt beskeden i frustration over, at hans kæreste og hendes familie var taget på krydstogt uden ham – og havde efterladt ham med ansvaret for deres kæledyr.
Ifølge anklagemyndigheden var det hans hensigt at sabotere ferien. Han mente, at det var den eneste mulighed for at stoppe rejsen, som han følte sig udelukket fra.
FBI understregede i efterfølgende udtalelser, at bombetrusler er alvorlige forbrydelser, uanset motiv. Truslerne belaster myndighederne og spreder unødig frygt blandt uskyldige passagerer.
Selvom Joshua Lowe risikerede op til fem års fængsel, valgte den amerikanske domstol i april at idømme ham otte måneders fængsel. Han havde forinden sendt et brev til dommeren, hvor han tog fuldt ansvar og udtrykte anger over sin handling.