Den kendte radiovært og tidligere fodboldspiller, Trevor Sinclair, er blevet suspenderet af talkSPORT. Det sker i kølvandet på et opslag, han delte på Twitter kort efter dronning Elizabeths død. Det skriver Mirror.
Ifølge talkSPORT undersøge omstændighederne omkring tweetet og tidspunktet for opslaget, der blev delt på det sociale medie omtrent kl. 19.30 britisk tid.
"Trevor Sinclair vil ikke være på arbejde, mens vi udfører en grundig undersøgelse af omstændighederne og timingen af hans tweet. Selvom vi respekterer Trevor Sinclairs ret til at udtrykke sin mening på sin personlige Twitter-konto, støtter talkSPORT ikke op om tweetet," lyder det.
Torsdag aften omtrent kl. 18.30 britisk tid, blev det meldt ud af Buckingham Palace, at dronning Elizabeth II var sovet stille ind på slottet Balmoral i en alder af 96 år.
Det fik Sinclair til at reagere, ved at dele følgende opslag på Twitter: "Racisme blev forbudt i England i 60'erne og den fik lov til at trives, så hvorfor skulle sorte og brune sørge! #dronning."
Tweetet er siden blevet slettet, og Trevor Sinclair har også valgt at deaktivere sin Twitter-konto, efter at være blevet udsat for massiv modvind.
"Vi har forsøgt at komme i kontakt med Trevor Sinclair efter udtalelser udtrykt på hans Twitter-konto. talkSPORT støtter ikke disse synspunkter og undersøger sagen," lød den oprindelig udmelding fra talkSPORT, kort efter han havde delt opslaget.
talkSPORT havde tidligere hyldet den britiske dronning Elizabeth med følgende opslag: "Alle på talkSPORT sender deres kondolencer til den kongelige familie. Hvil i fred, Deres Majestæt."
Teksten var ledsaget af et billede af dronningen, der tildelte Jules Rimet-trofæet til Englands VM-vindende kaptajn Bobby Moore på Wembley Stadium i 1966.