Nyheder24.dk
Forside Udland Kirke indgår forlig i sager om overgreb på over 1.300...

Kirke indgår forlig i sager om overgreb på over 1.300 ofre

Kirke indgår forlig i sager om overgreb på over 1.300 ofre
Shutterstock

Efter næsten seks års kamp mod en af verdens mægtigste institutioner har ofrene fået en sejr, der udløser en betaling på over 5 milliarder kroner.

Det katolske ærkebispedømme i New York City har fredag indgået et forlig med omkring 1.300 ofre for seksuelle overgreb. Beløbet lyder på i alt 800 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 5,1 milliarder kroner.

Forliget er blandt de største i USA i sager om overgreb begået af katolske præster mod børn, skriver Ritzau.

Forliget er kommet på plads efter næsten seks års juridisk kamp og sættes i relief af, at det katolske ærkebispedømme i Los Angeles i 2024 indgik et lignende forlig på 880 millioner dollar med egne ofre.

“Et skridt i den retning”

Advokaterne Jeff Anderson og Mike Finnegan, der repræsenterer 300 af ofrene, kalder forliget en sejr – men understreger i samme ombæring, at der ikke er tale om fuldstændig retfærdighed.

“Der tages ikke et fuldt ansvar, men det er et skridt i den retning,” siger Jeff Anderson.

Forliget er betinget af, at alle ofre tilslutter sig aftalen. Ud over den store udbetaling har ærkebispedømmet også indvilliget i at frigive dokumenter om de seksuelle overgreb.

Ofrene får desuden mulighed for at føre deres sag videre mod kirkens forsikringsselskaber for at opnå yderligere erstatning.

Kirken undgår konkurs

Ronald Hicks, der har været ærkebiskop i New York siden februar, beskriver forløbet som smertefuldt i et brev til menigheden.

“Dette har været en smertefuld proces – især for ofrene, deres familier og pårørende, som i de fleste tilfælde har lidt i årtier,” skriver han.

For at finansiere forliget har kirken skåret ned på udgifter til personale og drift, og dermed undgår ærkebispedømmet at gå konkurs som følge af sagen.

Flere amerikanske delstater har de senere år vedtaget midlertidige love, der giver ofre mulighed for at anlægge sager om overgreb begået, mens de var børn – og det har åbnet døren for sager som denne.

Ads by MGDK