Kritikken hagler ned over Louisiana State University i USA efter de brugte en levende tiger som underholdning ved amerikansk fodboldkamp på tætpakket stadion.
Traditioner kan aldrig retfærdiggøre, at vilde dyr udnyttes som ren kommerciel underholdning, siger World Animal Protection DK.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra VIA ritzau.
Jubelen fra tilskuerne ville ingen ende tage, da fodboldholdet Louisiana Tigers kørte tigeren, Mike The 7th., ind på banen før søndagens kamp på hjemmebanen, Tiger Stadium.
Den gigantiske arena er USAs femte største stadion, og var pakket med over 100.000 forventningsfulde tilskuere, der fik alt hvad den kunne trække af lys, lyd og bragende fyrværkeri. Plus altså en levende tiger i et bur, trukket af en pickup-truck.
“Jeg tilså dyret inden kampen, og den var i fin form. Jeg kan ikke forestille mig en bedre dag, at være tiger på. Den elsker opmærksomheden,” sagde Louisianas sundhedsdirektør Ralph Abraham til CNN, efter hård kritik fra lokale dyreværnsaktivister udenfor stadion, studerende fra universitetet, samt organisationen PETA, der kalder universitets gimmick for ‘skamfuld’ og ‘idiotisk’.
I Danmark er World Animal Protection også rasende over, at fodboldholdet på Louisiana State University, har genoplivet den gamle tradition, som de ellers havde droppet for 10 år siden:
“Universitetets brug af en tiger som underholdning viser en stor mangel på respekt for dyr. Tigre er vilde dyr, med komplekse behov, og hører under ingen omstændigheder hjemme på en larmende fodboldbane omgivet af tusindvis af mennesker, fyrværkeri og projektørlys.
At hævde, at tigeren var 'tilpas' eller ’nød opmærksomheden’, er en voldsom misforståelse og mangel på respekt for dyrets naturlige liv, instinkter og grundlæggende behov,” siger kampagne manager Stephanie Kruuse Klausen fra World Animal Protection.
“Den slags traditioner er dybt forældede ligesom dansende bjørne, tyrefægtning og danseaber samt nyere dyreforlystelser som delfinshows og dyreselfies.
Traditioner kan være vigtige, men de kan aldrig nogensinde retfærdiggøre, at udnytte dyr i underholdningens navn”, slutter wildlife-eksperten fra World Animal Protection DK.