En kvinde gjorde et forsøg på at sælge sin forlovelsesring på Facebook Marketplace, men det gik slet ikke, som hun havde forventet. Derimod fik hun flere 'uhyggelige' henvendelser fra mænd.
I dag er det helt normalt at benytte sig af apps eller hjemmesider, hvis man vil finde sin eneste ene. Det er dog sjældent, at man benytter sig af annoncer på Facebook Marketplace til formålet. Alligevel er det noget, som nogle mænd åbenbart giver en chance.
Da det er noget, som de færreste kaster sig ud i, blev en kvinde overrasket, da hun satte sin forlovelsesring til salg på Facebook Marketplace. Derefter modtog hun nemlig flere uønskede og uhyggelige beskeder fra mænd, der lagde an på hende.
Kvinden, hvis navn er Camille Fahrnbaue, har selv fortalt om det på det sociale medie TikTok. Her har hun delt en video, hvor hun fortæller om, hvad hun har oplevet. Det skriver Indy100.
I teksten til videoen skriver hun desuden, at man lige så godt kan slette Hinge (populær datingapp, red.), og bare benytte sig af Facebook Marketplace i stedet.
I opslaget på TikTok fortæller hun, at hendes mand havde forladt hende, og derfor ville hun ikke længere have ringen. I stedet for at efterlade den i en skuffe, besluttede hun sig for at sælge den på Facebook Marketplace.
Her fik hun dog primært henvendelser fra mænd, der så deres snit til at invitere hende på date. Hun har delt flere skærmbilleder af disse beskeder.
"For at være ærlig, så vil jeg ikke have ringen. Jeg vil bare gerne bruge ringen til at gifte mig med dig," skrev en mand til hende.
"Jeg leder ikke efter en ring endnu. Ville det være for dristigt af mig at gøre et forsøg?" lød det fra en anden.
"Jeg vil ikke købe ringen, men hvad med at jeg tager dig med til countrydans, og vi kan tale om, hvad du går igennem," skrev en tredje.
I kommentarsporet er der flere, der har reageret på disse beskeder. Nogle forsøgte blot at grine af det, mens andre har givet udtryk for, at det er noget, der faktisk har skræmt dem lidt.
I en anden video fortæller hun, at det er lykkedes hende at sælge ringen. Desuden har hun brugt pengene på at rejse retur til Italien, hvor hun blev gift med sin eksmand. Det skyldes, at hun vil 'skabe bedre minder', som hun kan forbinde landet med.