I en viral TikTok-video fortæller en kvinde fra USA, der lever med en kronisk hjertesygdom, hvordan hendes servicehund har forandret hendes liv. Hun har efterladt en lang række brugere på det sociale medie i chok over alt det, hendes labrador retriever kan gøre for hende.
I et opslag delt under brugernavnet @hayleeand.herdogs, deler den 31-årige Haylee Graves en rørende samtale med et par kunder på hendes arbejdsplads, som spørger, hvordan hendes servicehund, Jake, hjælper hende i det daglige.
"Bruger du en slags monitor, der bipper eller noget?" spørger en af kunderne, efter at Haylee har delt detaljer om sin kroniske sygdom. Hun svarer, at hun ikke har brug for en monitor, da Jake kan lugte ændringer i hendes hormonniveau.
"Han kan lugte det. Der sker en kemisk ubalance i kroppen. Vi mennesker kan ikke lugte det, men det kan hunde, så han advarer mig om det, og derefter fortæller han mig i princippet: 'Du skal sætte dig ned'," siger Haylee.
"Så lægger han sig oven på mig - det kaldes dybtryksterapi. Det hjælper faktisk med at genoprette blodgennemstrømningen hurtigere i min krop."
Haylee fortalte til det amerikanske medie Newsweek, at hun på grund af sin sygdom - posturalt ortostatisk takykardisyndrom (POTS) - har svært ved at regulere blodgennemstrømningen i kroppen, hvilket gør de fleste aktiviteter i det daglige svære for hende.
"Det giver en række symptomer som takykardi, svimmelhed, besvimelse, kvalme, opkast, problemer med fordøjelsen, hovedpine, åndenød, træthed, angst, smerter og mere. Ting, der er simple for andre, er svære for mig," sagde Haylee.
"At gå fra at sidde til at stå får min puls til at stige og gør mig svimmel. At gøre rent, vaske tøj, tage opvasken, rede sengen - selv bare at sidde med fødderne nede i længere tid."
"Min puls kan nå op mellem 120 og 220 slag i minuttet ved små aktiviteter. Det er udmattende og gør dagligdagen svær."
Men siden hun fik sin servicehund i 2018, hvor Jake var 2 år gammel, har alt ændret sig markant for Haylee.
"Han er en medicinsk servicehund, som også hjælper med mobilitet. Han er fantastisk til sit arbejde og altid så glad og kærlig. Han udfører opgaver som hjertealarm, at hente genstande eller medicin, mobilitet, DPT (dybtryksterapi), kontrol i menneskemængder og mere," sagde Haylee.
"Jake har fuldstændig ændret mit liv. Fra det øjeblik jeg fik ham, vendte mit liv, og han har hjulpet mig med at genvinde min selvstændighed og frihed. Han har reddet mig så mange gange."
Ifølge platformen Pet MD er servicehunde ikke almindelige kæledyr. Derimod er der tale om hunde, der bedst kan beskrives som veluddannede arbejdshunde, der gennemgår omfattende træning, inden de kommer til deres ejer.
De mest populære racer som servicehunde inkluderer labrador retrievers, golden retrievers, schæferhunde, pudler, border collies og australske hyrdehunde.
Der findes mange typer servicehunde med specialiseret træning. Nogle er trænet til at hjælpe med allergier, nogle er førerhunde, andre assisterer personer med autisme, høretab, mobilitetsproblemer, psykiatriske behov, medicinske alarmer eller som terapihunde.
Haylee understreger også, at det er meget vigtigt ikke at forstyrre en servicehund i arbejde, da ikke alle handicap er synlige - og hundenes rolle er at holde deres ejer tryg og sikker.
Videoen endte med hurtigt at gå viralt på det sociale medier, hvorfor den på kort tid fik mere end 788.300 visninger og mere end 92.300 likes på TikTok..
"Så dejligt at se en positiv interaktion i stedet for de sædvanlige typer, der sætter spørgsmålstegn ved servicehundes legitimitet," skrev en bruger som kommentar.
"Vi fortjener slet ikke dyr," lød det fra en anden, mens en tredje skrev: "Jeg ser altid servicehunde som superhelte."