En ung kvinde åbner nu op om, hvordan hun blev nødt til at lyve for sine læger for at få taget sine symptomer alvorligt.
Sydney Stoner fra Little Rock var nygift og i 20'erne, da hun begyndte at opleve voldsomme mavesmerter og hyppige anfald af både diarré og forstoppelse. Hun tilbragte måneder med store smerter, skriver mediet PEOPLE.
I 2019 vidste hun, at hun var nødt til at søge lægehjælp, da hun kollapsede af smerte på arbejdet og ikke kunne bevæge sig. Alligevel blev Stoners symptomer afvist af læger, der mente, at hun var 'for ung' til at fejle noget alvorligt.
"Folk sagde, det bare var den tid på måneden eller 'noget med kvinder', men jeg tænkte, nej - det kan ikke gøre så ondt," fortalte hun Kennedy News and Media via The Daily Mail.
"Da jeg endelig talte med en læge, sagde han, at jeg var for ung til, at det kunne være noget alvorligt. På det tidspunkt fik jeg egentlig ikke nogen anden forklaring, men jeg husker, at en læge nævnte, at det nok var irritabel tyktarm (IBS)."
Stoners smerter fortsatte og føltes ifølge hende som om, at 'indvoldene blev vredet rundt'. Da hun ikke længere kunne holde det ud, og efter at være blevet gift året før, valgte Stoner at lyve for lægerne og sige, at hun havde blod i afføringen - et symptom, hun vidste, de ikke kunne ignorere.
"Jeg var nødt til at lyve for at få en koloskopi. Jeg sagde, at der var blod i afføringen, fordi de blev ved med at sige, at jeg skulle have en henvisning først," sagde hun.
Efter løgnen fik Stoner en henvisning og gennemgik koloskopien i september 2020. Her opdagede lægerne en fem millimeter stor tumor, der blokerede adgangen til hendes tyktarm, og havde svært ved at gennemføre undersøgelsen.
Som 27-årig fik hun diagnosen kræft i stadium 4. Tumoren havde oprindelse i hendes tarm, men havde spredt sig til leveren og lungerne.
"Da lægerne sagde, at det var kræft, føltes det som om hele min verden stoppede med at dreje rundt. Vi var nygifte, klar til et nyt kapitel, og så stoppede det hele brat. Jeg var rædselsslagen, men også virkelig frustreret," sagde hun.
"Lægerne sagde, jeg var for ung - men jeg var nok død, inden jeg nåede den anbefalede screeningsalder på 45 år. Det var virkelig frustrerende."
Tarmkræft, der også er kendt som kolorektal kræft, er den tredje hyppigste kræftform i verden efter lunge- og brystkræft. Ifølge American Cancer Society er sygdommen mere almindelig med alderen, men der ses en støt stigning i antallet af tilfælde blandt unge.
Efter diagnosen blev Stoner opereret i september 2020 for at få fjernet tumoren i tarmen og igen i januar 2023 for at få fjernet tumoren i leveren. Hun begyndte også i kemoterapi for at behandle kræften i lungerne.
Siden har hun gennemgået 24 kemobehandlinger og bliver nu betragtet som 'stabil'. I dag, i en alder af 31 år, opfordrer hun andre til at tage deres helbred alvorligt og kæmpe for sig selv - uanset hvad anbefalingerne siger.
"Jeg ved, det er svært, men bliv ved med at kæmpe for dig selv, for ingen andre gør det for dig. Find en ny læge, eller hvad der end skal til. Find nogen, der vil lytte, for jeg kender folk, der blev diagnosticeret som 18-årige," sagde hun.