En fyr, der blev afsløret i at sende seksuelle beskeder til en anden, og som gik viralt i en TikTok-video med mere e d 1,2 millioner visninger, har nu brudt tavsheden. I den forbindelse har han sagt, at han 'må tage det som en mand'.
Den 22-årige bartender og model Oliver Murphy blev taget i at sende frække beskeder til en anden kvinde af sin kæreste Melissa Viegas. Det fik hende til at lægge en snedig plan for at afsløre ham på den mest ydmygende måde.
Sammen med kvinden, som Oliver havde sendt adskillige frække beskeder til, udskrev Melissa skærmbilleder af samtalerne, satte dem sammen og lagde dem i et 'sympatikort', som hun afleverede på hans arbejdsplads foran kollegerne.
Hendes efterfølgende TikTok-video endte med at gå viralt, men i et interview med Daily Mail fortæller Oliver, at han ikke kun mistede sin kæreste dén lørdag aften for ti dage siden - men også sit hjem.
Kort før Melissa afslørede ham, havde hendes lillebror brugt en undskyldning for at få nøglerne til parrets fælles lejlighed, så hun kunne flytte alle hans ejendele ud til en fælles ven.
"Lige siden har jeg været hjemløs og sovet på min chefs sofa," siger Oliver, der bor i Manchester, men oprindeligt er London.
"Jeg siger ikke, at jeg ikke gjorde noget forkert. Det gjorde jeg - jeg f***** op, og det ved jeg. Men jeg synes, at straffen er helt ude af proportion i forhold til, hvad jeg har gjort."
"Jeg er en ung fyr, og ja, vi begår fejl, men i gamle dage - hvis man lavede noget dumt, som jeg har gjort - så blev man slået op med, og det var det. Nu er min skam blevet sendt hele vejen rundt om jorden og tilbage igen."
"Jeg har det dårligt med det, jeg gjorde, men jeg var aldrig fysisk utro. Det hele var bare flirt. Det afspejler ikke, hvem jeg virkelig er, og jeg synes, det er uretfærdigt, at det hele skulle gå viralt på den måde."
Oliver fortæller, at da han fortalte sin storesøster, hvad der var sket, 'tudede han lidt'. Hun sagde bare, at han måtte stå ved det og komme videre med sit liv.
"Så det er det, jeg gør - jeg tager det som en mand," siger han.
Han fortæller også om, hvordan parret mødte hinanden for to år siden på en bar i Manchester, og at han genkendte Melissa som én, der tidligere havde skrevet til ham på Instagram.
"Vi havde mange gode stunder sammen, men det sidste år var der problemer i forholdet - og jeg taler ikke kun om den her ting," siger han.
Melissa har fortalt, hvordan hun blev kontaktet af kvinden, som Oliver havde sendt beskeder til, mens de to stadig lå i sengen sammen.
"Han prøvede at aftale at mødes med hende flere gange," fortæller Melissa ifølge Daily Mail.
"Han skrev virkelig intenst med hende. Det satte spor i mig. Det var forfærdeligt - især at se, hvordan han kaldte hende de samme kælenavne, som han bruger til mig."
"Så da hun sendte mig alle beskederne, vidste jeg, at jeg havde alt, jeg havde brug for. Jeg ville ikke igennem det her igen."
Oliver fortæller, at Melissa sagde, at hun skulle på biblioteket for at læse. Ifølge hendes TikTok-video gik hun dog derhen for at kopiere alle de beskeder, han havde sendt den anden kvinde.
Oliver insisterer på, at selv hvis kvinden havde været mere interesseret, ville han aldrig have været fysisk utro.
“Jeg var i et forhold, og for mig er der en grænse. Det var kun flirt fra min side, og jeg følte, at mit forhold til Melissa nærmede sig sin afslutning. Jeg ville aldrig have gjort noget, før vi var slået op. Hun nåede bare at gøre det først," siger han.
Han fortæller, at konfrontationen i baren, hvor han arbejdede 'tog pusten fra ham', men kort før havde Melissa bedt ham overføre 1.000 pund (ca. 8.650 kr.) som sin andel af huslejen og sagt, at hun 'bare ville betale det i god tid'.
"Det var en meget travl lørdag aften, og det var tydeligt, at hun slog op, da kortet var adresseret til 'min eks'. Men da alle beskederne faldt ud af kortet, kunne jeg ikke tro det," siger han.
“Mine kolleger - de fleste ældre end mig - var faktisk sympatiske og sagde bare 'hvad fanden' og 'det var hårdt'. Så gik det op for mig, hvad hendes bror og nøglen og huslejen handlede om - og at jeg nu også var hjemløs."
"Men jeg havde ikke tid til at tænke for meget over det, for vi havde travlt. Jeg har bedt om at få de 1.000 pund tilbage, men har ikke fået dem endnu."
Det blev værre tre dage senere, da TikTok-videoen blev offentliggjort.
"En ven skrev og sagde: 'Åh Oli, hvad har du nu lavet?', men jeg kunne ikke se videoen på min egen telefon, fordi jeg selvfølgelig var blevet blokeret. Da jeg lånte en andens, kunne jeg se, at en halv million allerede havde set den - og jeg fik det fysisk dårligt," siger han.
"Det er jo ikke, fordi jeg har brudt loven. Den pris, jeg har betalt, er helt ude af proportion. Men jeg må tage det som en mand og komme videre og prøve at blive et bedre menneske."
"Hvis jeg har lært noget, så er det, at man skal tænke over konsekvenserne. Jeg vil prøve at spare op til at få min egen bolig her i Manchester —hvis min chef altså ikke har noget imod, at jeg bliver et par måneder endnu."
"Jeg bærer ikke nag til Melissa for det, hun har gjort. Jeg ønsker hende alt det bedste, og jeg har ingen vrede i mig. Jeg skal bare videre herfra."