Lena på 79 år mødte op i Kastrup med kurs mod Berlin – men endte i Bologna. Uden billet til det forkerte fly. Det fortæller Expressen.
Den bizarre fejl startede, da Lena gik mod gaten og så folk boarde. Hun fulgte efter og blev lukket ombord på et Ryanair-fly, selvom hendes billet var til Easyjet. Ingen tjekkede hendes papir, og hun var sidste passager til at gå ombord. Først i kabinen bemærkede hun Ryanairs logo og tænkte, at det måske var et samarbejde.
Tiden gik, flyveturen føltes længere end ventet, og først ved landing opdagede hun sandheden. Skiltet i lufthavnen bød velkommen til Bologna – 1.100 km væk fra Berlin.
"Jeg troede ikke, det var sandt," siger Lena. Sønnen Paul-Johan stod og ventede forgæves på stationen i Berlin. Da toget var kørt, fik han en besked: "Hej, jeg er i Bologna. Hvad skal jeg gøre?"
Lena blev sendt til Venedig med taxa, fik en overnatning på hotel og blev fløjet til Berlin næste morgen. Men hendes bagage er stadig væk.
Ryanair siger, det er passagerens ansvar at tjekke, hvilket fly de går ombord på, og at boarding i Kastrup håndteres af en tredjepartsleverandør.
Lena er rystet. "Det er alvorligt, at sådan en fejl kan ske uden at nogen opdager det. Hvad hvis det havde været en terrorist?" spørger hun.