En mand fra Canada, der valgte at lade sin bror lufte sin hund, kommer nok ikke til at gøre det igen i den nærmeste fremtid.
Marco, der er ejer af Brody, som er en lille bichon-puddel, var ved at komme for sent på arbejde, da han bad sin bror Michael om at tage hunden med ud på en hurtig gåtur.
Det virkede som en simpel opgave - indtil Marco senere tjekkede optagelserne fra sin Ring-dørklokke, der er en moderne dørklokke udstyret med et overvågningskamera.
Optagelsen, som Marco har valgt at dele på det sociale medie TikTok (@flannystoys), viser Michael gå ud af huset med Brody, men uden at vide det, havde han ikke fået spændt hundens frakke ordentligt.
Så snart de var kommet ned ad trappen, gled frakken helt af, og Michael fortsatte bare ned ad indkørslen - med frakken slæbende bag sig i snoren, men uden den hund, som han egentlig skulle gå tur med.
"Han opdagede det ikke, før han var for enden af vejen. Da han fandt ud af det, troede han, at han havde mistet hunden," sagde Marco til Newsweek.
På afstand kan man se Michael dreje rundt i panik, og det er tydeligt, at han er bange for, at det værste er sket. Derfor giver han sig til at kalde på Brody. I mellemtiden sad den lille hund helt ubekymret ved hoveddøren og betragtede det hele.
Ifølge Marco var det første gang, at sådan noget var sket for Brody.
"Han gør aldrig sådan... og han vred sig ikke engang ud af den - frakken var bare ikke spændt ordentligt," lød det fra Marco.
Teksten over videoen lød: "Den ene gang jeg lod min bror lufte min hund."
Videoen, som Marco bare har kaldt 'hjælp', er på kort tid blevet set mere end 8,9 millioner gange og har fået næsten to millioner likes på det sociale medie.
Tusindvis af brugere har også kommenteret videoen, hvoraf mange synes, at det hele var hylende morsomt. Flere var også imponerede over, hvor roligt Brody blev stående.
"Den måde han råber som om, at hunden er løbet væk," skrev en bruger grinende.
"Men hvorfor tog det ham 3-5 hverdage at opdage, han trak rundt på en sele?" skrev en anden.
"Hunden vidste, at det var sikrest at blive stående," lød det fra en tredje.
Marco fortalte senere til det amerikanske medie Newsweek, at hans bror 'normalt ikke er god til at lægge mærke til detaljer', men at hans venlige natur nok var grunden til, han ville hjælpe. Michael er også meget sjov og elsker hockey, tilføjede han.
Om den nærmest voldsomme reaktion på det sociale medie, sagde Marco, at han var 'meget overrasket' over, hvor mange visninger og likes videoen havde fået.
En bruger spurgte, om hans bror overhovedet burde have lov til at gå ud alene. Marco svarede ganske enkelt: "Nej!"