Aflysninger. Forsinkelser.
Udfordringer i lufthavne bringer uden tvivl til en hel række irriterende konsekvenser med sig i bagagen. Noget, som New Chitose Airport har været med til at understøtte.
Lørdag blev intet mindre end 36 flyafgange nemlig aflyst, mens mere end 200 fly blev forsinket.
Hvorfor så det? Jo, der var en saks, der var forsvundet såmænd.
Japanske medier skriver, at detailbutikkerne altid skal have deres sakse i et skab. Når, eller hvis, den skal bruges, så er det allervigtigste, at man husker at lægge den tilbage igen.
Lørdag blev saksen ikke lagt tilbage, skriver The Register.
Det skulle blive startskuddet på en større aktion, som blandt andet medførte, at man ikke havde ressourcer til at udføre sikkerhedskontrol af de ankommende passagerer.
Passagerer blev faktisk helt nægtet adgang til lufthavnen, mens man ledte efter saksen, som blev frygtet stjålet af nogen med ondsindede hensigter.
Fordi man ikke tog nogen chancer, så blev intet mindre end 200 fly forsinket, mens 36 helt blev aflyst.
Heldigvis blev saksen til sidst fundet. Endda i den selv samme butik, som den var forsvundet fra.
Selv om saksen var blevet fundet, så blev lufthavnen ikke åbnet for de tusindvis af mennesker, som havde ventet i timevis.
De manglede nemlig at få bekræftet, om det nu var den forsvundne saks, som var blevet fundet, og ikke et andet forlagt par.
Hændelsen kunne næppe være kommet på et værre tidspunkt, da sidste weekend faldt sammen med Obon-festivalen, hvor det er tradition at ære sine forfædre ved at rejse hjem for at være sammen med familien.