Torsdag aften i St. Gallen i Schweiz blev brat forvandlet til et mareridt, da en mand gik amok med en machete i en boligblok på Hochwachtstrasse.
Klokken var lidt over 21:30, da politiet modtog et nødopkald, om en mand der var gået til angreb med en machete.
Det skriver B.T.
Ifølge politiet i St. Gallen begyndte den voldsomme episode, da manden pludseligt angreb en 29-årig højgravid kvinde i trappeopgangen. Hun var på besøg hos sin 66-årige far, som også blev såret, da han forsøgte at beskytte sin datter.
Naboerne, alarmeret af tumulten, gik ud af deres lejligheder for at se, hvad der skete. Blandt dem var en 31-årig kvinde med sit spædbarn på 3 måneder, og de blev begge blev angrebet og såret af manden.
De andre naboer formåede til sidst at overmande gerningsmanden, inden politiet ankom og kunne foretage anholdelsen. Under kampen blev en anden af naboerne også såret, og gerningsmanden pådrog sig skader.
Hændelsen mobiliserede en massiv indsats fra politiet, anklagemyndigheden, ambulancer og læger, der arbejdede hurtigt for at håndtere situationen og sikre, at de sårede fik den nødvendige behandling. Heldigvis meldes ingen af ofrene at være i livsfare.
Den efterfølgende efterforskning afslørede yderligere mistænkelige omstændigheder, da politiet fandt brændbare væsker og gas i gerningsmandens lejlighed, hvilket førte til en øjeblikkelig evakuering af hele bygningen. Ifølge politiets Facebook-opslag var eksplosionsfaren reel, og brandvæsenet fra St. Gallen blev hurtigt tilkaldt for at sikre området.
Derudover fremgår det af opslaget, at den mistænkte allerede er kendt af politiet som en psykisk ustabil mand, og nu forsøger myndighederne at forstå motivet bag hans brutale handlinger.