Nicolai Busekist
En mand begyndte ud af det blå at kunne dufte candyfloss, hvilket desværre viste sig at være et tegn på en forfærdelig sygdom.
En far fik diagnosen en aggressiv og uhelbredelig form for kræft, efter at han begyndte at opleve et usædvanligt symptom: Han kunne pludselig lugte candyfloss ud af det blå.
63-årige Steve Turnbull fik konstateret glioblastom – en alvorlig hjernetumor – efter flere måneder med mærkelige lugte, opkast, synsforstyrrelser og problemer med balancen.
Steve, som er far til to, blev først syg kort efter nytårsdag 2024, hvor han kastede op umiddelbart efter at have smagt noget sovs. Få dage senere oplevede han en bølge af mærkelige lugte – blandt andet candyfloss, skriver Mirror.
Efterhånden som symptomerne blev værre med bl.a. hovedpine, balanceproblemer og gangbesvær, fik han i juni 2024 foretaget en MR-scanning. Scanningen afslørede en hjernetumor på størrelse med en tennisbold.
Steve gennemgik herefter omfattende stråle- og kemoterapi for at bremse tumorens vækst, og han afventer nu resultatet af en ny scanning for at finde ud af, hvad næste skridt bliver. Han ønsker at advare andre om, at mærkelige symptomer kan være de første tegn på en hjernetumor.
“Et par dage efter hændelsen med sovsen pustede jeg et stearinlys ud og blev ramt af en mærkelig duft af candyfloss. Kort tid efter kastede jeg op igen. Det gentog sig flere gange,” siger Steve, som arbejder som IT-projektleder og bor i Letham i Skotland.
“Jeg havde også synsproblemer. På det tidspunkt blev jeg henvist til en mave-tarm-specialist, men det blev afvist. Vi anede ikke, hvad der foregik.”
“At få konstateret en aggressiv hjernetumor var en skræmmende sandhed. Hvis min historie kan få bare én person til at presse på for en scanning, når noget føles forkert, så er det det værd. Selv tidlige symptomer som mærkelige lugte og pludselig kvalme kan give mening for andre nu.”
Steve tænkte ikke videre over, at han kastede op nytårsdag, men blev foruroliget, da han begyndte at opleve sære lugte, som fremkaldte flere opkastninger. Han gik til sin egen læge, men symptomerne fortsatte.
“Lægen troede, det var migræne og udskrev amitriptylin, men det hjalp ikke,” fortæller han.
I juni 2024 blev situationen forværret ved datterens bryllup. Han blev hastet til hospitalet med mistanke om et slagtilfælde.
“Jeg holdt en tale og fulgte hende op ad kirkegulvet. Men om aftenen mistede jeg balancen, talte sløret, og den ene side af munden begyndte at hænge. Jeg drikker ikke, så alle vidste, at noget var helt galt,” siger han.
Han blev indlagt på Ninewells Hospital i Dundee, hvor lægerne først troede, han havde haft et mindre slagtilfælde. Men flere tests viste intet unormalt. Trods tiltagende hovedpine og gangproblemer blev han udskrevet flere gange, før en MR-scanning sidst i juni afslørede en stor tumor på hjernen.
“Jeg fik to muligheder: Enten gøre ingenting og fokusere på komfort, eller få foretaget en kraniotomi for at fjerne så meget af tumoren som muligt og få en præcis diagnose,” siger Steve.
Han gennemgik operation den 12. juli, hvor en prøve på størrelse med en bordtennisbold blev fjernet.
“De var ærlige fra starten. Målet var ikke at helbrede, men at reducere tumoren, lindre symptomer og forlænge stabiliteten. Lige som vi troede, det gik fremad, kom patologisvaret: Jeg har glioblastom – en aggressiv og kræftformet hjernetumor. Det var en skræmmende sandhed,” siger han.
Herefter gennemgik Steve intet mindre end 30 strålebehandlinger og kemoterapi med stoffet temozolomid. Da tumoren voksede videre, begyndte han på en anden behandling med PCV-kemo, som han afsluttede i juli 2025.
Han venter nu på resultaterne af en MR-scanning. For at markere ét år siden operationen og at han ikke længere behøver rollator, deltog Steve og hans hustru Heather i Dundee Kiltwalk den 17. august. De samlede ind til Scottish Brain Tumour Research Centre of Excellence.
Steves niece og nevø, Erin og Rhys, vil desuden løbe Edinburgh Maraton næste år for at støtte forskningen i glioblastom, som er den samme type tumor Steve lever med.
“Det betyder alt at vide, at andre vil hjælpe. Forskning i hjernetumorer er alt for underfinansieret – selvom det er den største kræftdræber blandt børn og voksne under 40 år,” siger han.
“Det må og skal ændres. Hvis min historie kan få nogen til at bede om en scanning i tide, så er det det hele værd. Denne tumor forsvinder ikke, men vi giver ikke op. Jeg gør, hvad der skal til – kliniske forsøg, rejser, hvad som helst – for at hjælpe andre i fremtiden.”
“Steves historie viser, hvor diskrete og forvirrende symptomerne på en hjernetumor kan være,” siger Ashley McWilliams, udviklingschef hos Brain Tumour Research.
“Hans vilje til at skabe opmærksomhed og samle penge ind – selv mens han venter på resultater – er utroligt inspirerende. Vi er dybt taknemmelige over for Steve, Heather og deres familie for deres støtte.”
