Kold mad kan få de fleste op i det røde felt. I mandags var en mor i Brooklyn langtfra tilfreds med at få serveret kolde pommes frites på en McDonald's i Bedford-Stuyvesant, et kvarter i den centrale del af Brooklyn.
Det fik hende, Lisa Fulmore, til at klage til en af de ansatte ved Matthew Webb, fortalte en kilde til New York Post.
Det endte ud i en heftig diskussion, men det blev hurtigt stoppet, da sønnen Michael Morgan kom ind i fastfoodrestauranten.
De to mænd kom op at slås, og endte ude foran restauranten, hvor 20-årige Michael Morgan trak en ladt pistol frem og skød den 23-årige ansatte i nakken.
Det skriver Metro.
Alle var i chok - ja, selv moren var i chok. Det var angiveligt også hende, der kontaktede politiet.
"Jeg så manden ligge på fortovet. Han lå på ryggen,'' sagde et vidne, som fortsatte:
"Blod løb fra hans halsområde ud på fortovet."
Vidner fortalte til New York Post, at Matthew Webb ikke var i stand til at tale samt rystede og trak vejret tungt, da han kom over på en ambulancebåre. Han blev efterfølgende hastet til Brookdale Hospital i Brooklyn, og er fortsat i kritisk tilstand, oplyser kilder.
På gerningsstedet har politiet fundet en kugle, der matcher den 9 mm pistol, som Lisa Fulmores søn formentlig har brugt.
Michael Morgan er i politiets varetægt, oplyser mediet.
Det er dog ikke første gang, at han er det.
Efter sigende har han været anholdt 13 gange i alt, og det er blandt andet for overfald og tyveri i 2018.