Ny forskning peger på, at d-vitamin muligvis kan være et godt skjold, hvis man ønsker at beskytte sig selv mod coronavirus. Det skriver mediet Insider. Mediet beskriver to nye studier, som kan antyde, at mennesker bliver mere modstandsdygtige over for coronavirus, hvis deres d-vitamin niveau er tilstrækkeligt højt.
Den ene undersøgelse - som endnu ikke er blevet peer reviewet - er lavet af et hold forskere, der har undersøgt data fra en hel række lande, der har været ramt af coronavirus. De har bl.a. samlet erfaringer fra Kina, Iran, Tyskland, Italien og USA. Disse informationer er blevet sammenholdt med forskernes viden om befolkingens niveauer af d-vitamin før coronakrisen satte ind.
Ifølge forskerne fandt de en stærk sammenhæng mellem mangel på d-vitamin og en kendt komplikation kaldet encytokin-storm, der opstår, når immunsystemet eksploderer.
"En cytokin-storm kan gøre alvorlig skade på lungerne og føre til akut luftvejssyndromer og i værste fald død hos patienterne," siger Ali Daneshkhah, en postdoktorisk forskningsassistent i Northwestern University og hovedforfatteren af undersøgelsen, i en pressemeddelelse. "Dette ser ud til at dræbe de fleste COVID-19-patienter."
Peger i samme retning
I en anden undersøgelse, der blev offentliggjort onsdag i tidsskriftet Aging Clinical and Experimental Research, kom forskere fra Storbritanien frem til, at når de kiggede nærmere på tyve europæiske lande, så havde dem med et højere gennemsnitligt niveau af D-vitamin færre smittede og en lavere dødelighed blandt corona-patienterne.
Italien og Spanien har for eksempel en højere dødelighed end de andre lande i undersøgelsen, og befolkningen i begge lande havde et lavere gennemsnitligt niveau af d-vitamin. Nordeuropæiske lande som Finland, Norge, Danmark og Sverige havde højere gennemsnitlige niveauer af d-vitamin og samtidig færre tilfælde af coronavirus og færre dødsfald.