Tyske Helge Busching er blevet omtalt som politiets nøglevidne i Madeleine McCann-sagen. Det er angiveligt hans information, der førte myndighederne til at rette fokus på Christian Brückner, der siden 2020 har været mistænkt for at have kidnappet den treårige pige tilbage i 2007.
Busching stod frem i sommeren 2023 og gav et interview til den tyske avis Bild, hvor han afslørede en række chokerende påstande om sin tidligere ven, Brückner. Han erkendte blandt andet, at de begge begik småkriminalitet i Portugal, hvor de boede på samme tid.
Mest sensationelt hævdede Brückner, at Busching angiveligt havde indrømmet at have kidnappet Madeleine McCann. Denne udtalelse kastede nyt lys over den mangeårige efterforskning, der har skabt stor opmærksomhed i både Tyskland og Storbritannien.
Men nu ser sagen ud til at være i fare for at falde fra hinanden, skriver The Sun ifølge Dagbladet.
Kilder, citeret af The Sun, siger: "De siger, at Helge B er ved at trække sin vidneforklaring tilbage. Han fik mange penge for at gentage sin forklaring i en tysk avis, og nu trækker han sig. Det viser den type mennesker, du har med at gøre, og deres troværdighed som vidner."
Det er en markant drejning i en sag, som er blevet fulgt af hele verden i mange år.
Madeleine McCann forsvandt sporløst fra sit hotelværelse i Praia da Luz, Portugal, i maj 2007, mens hendes forældre, Kate og Gerry McCann, spiste middag på en restaurant i nærheden.
Helge Busching havde i en periode mistet kontakten til Christian Brückner, men de to stødte angiveligt på hinanden tilfældigt på en musikfestival i Spanien i 2008. Her begyndte de at tale om Madeleine McCann-sagen, og ifølge Busching sagde Brückner, mens han var påvirket af alkohol: "Hun skreg ikke."
Busching hævder, at denne udtalelse fik ham til at tro, at Brückner havde noget at gøre med Madeleines forsvinden. Han forsøgte flere gange at underrette tysk og britisk politi om Brückner og videooptagelser, men følte, at han ikke blev hørt. Hverken det tyske politi eller Scotland Yard har indtil videre kommenteret Buschings påstande.
Det var først i 2020, at tysk politi offentliggjorde Christian Brückner som hovedmistænkt i sagen. Brückner boede i Portugal fra 1995 til 2007 og blev flere gange set i området omkring Praia da Luz. Mistanken rettede sig mod ham, delvist på grund af rapporter om, at hans bil var blevet set i nærheden af det hotelværelse, hvor Madeleine McCann forsvandt.
Selvom tyske myndigheder tidligere har udtalt, at de er "helt sikre på," at Brückner er gerningsmanden bag Madeleines forsvinden, er der aldrig blevet rejst tiltale mod ham.
Han har konsekvent nægtet enhver involvering i sagen.