Han havde set frem til sin store dag.
Brylluppet med Melissa skulle være kulminationen på et langt forhold. Men for Martin Ralph fra Chesham i England udviklede dagen sig til begyndelsen på et smertehelvede – alt sammen på grund af et par sko. Det fortæller New York Post.
Som diabetespatient var han afhængig af særligt tilpasset fodtøj. De nye ortopædiske sko blev udleveret af det britiske sundhedsvæsen lige op til vielsen i juli 2019. Allerede under prøvningen sagde han, at de var for små. Alligevel lød svaret fra personalet, at de blot skulle "gås til".
Martin bar skoene under ceremonien, men allerede efter få timer måtte han skifte dem ud med sine gamle støvler. Foden gjorde ondt. Dage senere opdagede han en voldsom hævelse og en byld på storetåen. Den blev hurtigt inficeret, og lægerne fjernede dødt væv. Kort tid efter måtte tåen amputeres.
Over de næste fire år mistede han yderligere tre tæer. Hans mobilitet blev stærkt begrænset, og han måtte opgive arbejdet. I dag lever han med kroniske smerter og kan ikke bevæge sig uden støtte.
"Jeg fortalte dem, de var for små. Jeg gik tilbage tre gange, men fik at vide, at jeg bare skulle vænne mig til dem," siger Martin.
Sagen endte i retten. Buckinghamshire Healthcare NHS Trust erkendte, at man ikke havde levet op til sit ansvar. Hvis skoene havde passet korrekt, ville skaderne ikke være opstået. Sundhedsmyndighederne har nu undskyldt og lover at forbedre procedurer for risikopatienter.
For Martin er det dog for sent. "Det er for sent at redde min fod, men måske kan det redde en andens," siger han.