Ekspert vurderer at begge lande allerede har tabt krigen
Fire år efter de første russiske kampvogne rullede ind i Ukraine, bliver regningen ved med at vokse. Nye beregninger fra uafhængige russiske medier tegner nu et voldsomt billede af krigens menneskelige omkostninger.
Ifølge de russiske eksilmedier Mediazona og Meduza kan omkring 352.000 russiske soldater være blevet dræbt siden invasionen begyndte i februar 2022. Det fortæller DR.
Tallene er opsigtsvækkende, fordi Rusland selv stort set har lukket ned for officielle oplysninger om tab på slagmarken.
Seneste officielle russiske dødstal stammer helt tilbage fra september 2022, hvor Kreml meldte om 5.937 dræbte soldater.
Bruger kirkegårde og arvesager
De uafhængige medier har i stedet bygget deres beregninger på dødsannoncer, opslag på sociale medier, billeder fra begravelser og offentlige arvesager.
Foreløbigt er omkring 217.000 russiske soldater blevet identificeret med navn, men medierne vurderer, at det reelle tal er langt højere.
Samtidig anslår amerikanske CSIS, at mindst 325.000 russiske soldater er blevet dræbt siden invasionens start.
Ukraine betaler også en høj pris. Ifølge flere estimater er mellem 60.000 og 100.000 ukrainske soldater blevet dræbt, mens titusindvis fortsat meldes savnet eller såret.
Krig uden vindere
Mens kampene fortsætter, taler Vladimir Putin nu åbent om, at krigen kan nærme sig en afslutning. Men eksperter vurderer, at skaderne allerede er enorme for begge lande.
“Grundlæggende kan vi sige, at både Ukraine og Rusland har tabt denne her krig for lang tid siden, fordi tabstallene er så vanvittige, og fordi omkostningerne har været så store,” siger seniorforsker Flemming Splidsboel fra DIIS.
Selv hvis der kommer en fredsaftale, vil konsekvenserne af krigen kunne mærkes i generationer frem.