Den amerikanske førstedame stjal opmærksomheden på plænen foran Det Hvide Hus, da Donald Trump torsdag talte til politikere under den årlige kongres-picnic. Med Melania stående ved sin side vendte han sig mod hende og sagde med et smil: "Jeg tror, du er ved at tage mit job, Melania." Det fortæller New York Post.
Udsagnet kom, efter at hendes initiativ til at bekæmpe hævnporno og deepfakes netop havde opnået bred opbakning fra både republikanere og demokrater i Kongressen. Loven, Take It Down Act, har til formål at beskytte unge mod digital udnyttelse og sikre hårdere straffe for dem, der deler intime billeder uden samtykke eller manipulerer med folks identitet gennem teknologi.
Trump roste sin hustru foran de fremmødte og sagde: "Vi er endda nået til enighed på tværs af partiskel med hjælp fra vores fantastiske førstedame. Tak, Melania, og tak til jer alle."
Loven blev tidligere i år vedtaget med overvældende støtte. I Senatet blev den godkendt med enstemmig tilslutning, og kun to medlemmer af Repræsentanternes Hus – republikanerne Thomas Massie fra Kentucky og Eric Burlison fra Missouri – stemte imod. Trump underskrev den i maj, og den betegnes allerede som et vigtigt skridt mod at bremse digital krænkelse.
Melania, som ikke selv kan blive præsident, fordi hun er født i Slovenien, skulle ifølge Trump have undret sig over, hvorfor det var så svært at få partierne til at samarbejde. "Hun sagde: 'Hvorfor er det så svært?' Jeg sagde: 'Der er ingen grund – men du gjorde det.'"